| Subcribe via RSS

Nettet, live

March 3rd, 2009 | View Comments | Posted in Media, Tech

Tilbage for snart 8 år siden, 11. september 2001, sad jeg på mit kollegieværelse i Århus og så flyene ramme WTC på CNN. Jeg modtog tv-signalet gennem et TV-kort i min computer og fik hurtigt åbnet fire MSN Messenger chat-vinduer med venner og bekendte. Der var en begrænsning på fire personer pr. vindue, og der kørte flere paralelle samtaler, som gik over til copy/paste mellem vinduerne da tempoet blev for højt. Det var en slags spæd start på en fænomen som først nu er ved at slå rigtigt igennem: store begivenheder live på nettet mens de sker.

Nettet har længe givet os muligheden for at interagere med hinanden i real-tid, både gennem værktøjer som Messenger, Skype og andre. Men indenfor det seneste års tid har denne funktionalitet ændret karakter og spredt sig:

  • Større begivenheder bliver ”live-blogget” af medierne (f.eks. Brøndby-FCK i går aftes eller alle større Apple begivenheder). Brugerne kommenterer begivenhederne mens de sker.
  • Alle med et webcam kan starte deres egen tv-kanal med live-transmission på ustream.tv eller justin.tv. Tjenesterne bruges også til (uautoriseret) at streame film og tv-serier, mens seerne kommer med fladpandede kommentarer.
  • Nyhederne streames live fra et væld af forskellige tv-kanaler igennem Livestation.com. Hver kanal har sit eget chatroom med hundredevis af samtidige brugere, hvilket fører til et ekstremt diskussionstempo når konflikter bryder ud (som under Gaza-krisen for nylig)
  • Mange former for data opdateres nu live i Google Earth. Vi er godt på vej mod scenariet fra sci-fi klassikeren Snowcrash, hvor hovedpersonerne har adgang til en kontinuerligt opdateret model af hele verden.
  • Man kan følge den konstante strøm af billeder der uploades på Flickr på Flickrvision, hvor der hvert sekund dukker nye ansigter op

Men et af de mest interessante fænomener på dette område er selvfølgelig Twitter. Det starter med en lille tekstboks på en hjemmeside, der spørger dig: ”hvad laver du lige nu?”. Man starter med at svare på spørgsmålet, selv om det føles dumt. Man kommunikerer trods alt ikke kun med vennerne på Facebook, men med hele verden. Derfor har indholdet også en anden karakter. Der er naturligvis opdateringer fra folk der rapporterer alle de små kedelige detaljer fra hverdagen, men der er også en direkte linie ind til mange interessante mennesker der både skriver små guldklumper, og svarer på alt hvad man kan tænke sig.

Live elementet kommer ind, når man finder ud af der er mere til Twitter end bare den lille boks på hjemmesiden. I programmer som Tweetdeck eller på sider som Tweetgrid kan den konstante strøm af beskeder filtreres, opdeles, lokaliseres og agggreres indtil Twitter bliver svaret på spørgsmålet ”hvad laver nettet lige nu?”. Det er fascinerende, og dybt afhængighedsskabende. Konkurrenterne vil også være med. Facebook har svaret igen med deres ”live-update” funktionalitet, konkurrenter som Friendfeed har måske bedre funktionalitet og brugergrænseflade, men Twitter lever sit eget liv og har sin helt egen kultur, med Twitter-møder i den virkelige verden, egne prisuddelinger og berømtheder. Det er lidt ligesom da blogging slog igennem.

Ved hvem hvor længe det holder? Hvis mikro-blogging er det nye blogging, kan det være at nano-blogging er det nye mikro-blogging? R U THR? Måske er der plads til det hele på én gang. En ting er sikkert: du behøver ikke længere utålmodigt at trykke F5 for at holde øje med hvad der sker ude i verden, bare åben en browservindue og lad floden af information ramme dig i ansigtet.

En opgradering af familien

December 29th, 2008 | View Comments | Posted in Personal, Tech

En stor del af mit arbejde er, at hjælpe folk med at blive bedre til at bruge teknologi, og sørge for at finde teknologier, der passer til deres behov, der kan hjælpe dem med at arbejde bedre og mere effektivt. Eftersom jeg rigtig godt kan lide mit arbejde, er det klart at jeg ikke holder op med det bare fordi jeg har fri. Den teknologiske ”opgradering” af familien er derfor blevet en fast bestanddel af helligdagene.

Her er en status over hvad vi nåede i årets juleferie:

  • En person blev introduceret til Sharepoint og fik forklaret hvorfor det kan være bedre end et fildrev på kontoret
  • En person blev introduceret til Delicious som erstatning for de lokale bogmærker i Firefox
  • En person fik sig en G-mail adresse, så privat mailkorrespondance kan holdes separat fra arbejdet (næste lektion: Google Calendar og Google Reader )
  • En person fik en ny startside på Netvibes.com
  • Flere personer fik forklaret hvad det lille gule udråbstegn ved siden af uret betyder i Windows XP: der er opdateringer og man skal ikke bare ignorere det!
  • I samme ombæring fik flere personer fjernet spyware og underlige toolbarer. Firefox blev prædiket, men konservatismen er dyb på dette område.
  • Kongregate blev med lethed ”solgt” til familiens yngste medlemmer.
  • Indstillingerne på Geni.com blev tweaket for flere.
  • Introduktion til mikrolån på myc4.com blev gennemført for en udvalgt skare, 100€ røg i puljen.
  • Ældre familiemedlemmer fik forklaret og fremvist Facebook, yngre fik tweaket deres privacy-indstillinger.
  • En person fik udskiftet billederne i den digital billedramme.
  • Et par af de IM-afhængige gik fra 3-4 IM–klienter til én, med et skift til Digsby.

Erfaringen viser at man kommer langt med at kigge familien lidt over skulderen for at se hvad de kæmper med af problemer. Nogen skriver mange dokumenter, andre læser mange nyheder, og alle har 5 minutter til at spille et flash spil. Introduktionen til nye tjenester og teknologier sker gradvist: først opretter/installerer man, så forklarer man, og så går man. Hvis der er stadig er problemer, når man kommer tilbage, forklarer man én gang til og tager evt. Common Craft til hjælp.

Amerikansk præsidentvalg på tæt hold

November 18th, 2008 | View Comments | Posted in Fun, Personal, Politics, Travel

Et amerikansk præsidentvalg er en stor begivenhed ikke bare for amerikanerne, men også for andre lande der skal samarbejde med USA og bliver påvirket af de beslutninger, der tages af manden i det hvide hus. Derfor virker det naturligt at prøve at opleve begivenheden på nærmeste hold for at forstå amerikanerne lidt bedre og se, hvad det er der får dem til at gøre som de gør. Derfor har jeg for nylig tilbragt to uger i Los Angeles og Las Vegas på ferie.

Den første uges tid på denne tur blev tilbragt i Los Angeles, USAs næststørste by, den største by i landets største stat, verdens 5. største økonomi. Californien er en meget "mørkeblå" stat, altså dybt demokratisk, med en blanding og spændvidde af forskellige racer, seksuelle observanser og indkomstklasser, der gør det svært at generalisere noget om den. Torn HopeDerfor er det i virkeligheden heller ikke det smarteste sted at være ved et præsidentvalg, resultatet i denne stat er givet for længst, og begge kandidater førte valgkamp andre steder. Obamas hær af frivillige arbejdede primært med at ringe ubeslutsomme vælgere i andre stater op eller tage busture til nabostaterne for at banke på døre. Vi besluttede os for at følge strømmen og henlægge et par dage af turen i Las Vegas, Nevada. Muligheden for at opleve den konstante feststemning i casino-byen spillede også en rolle, men håbet var også at der var mere action i Nevada som "swing-state" end i Californien. Vi blev ikke skuffede hverken mht. fest eller politisk action. I modsætning til Los Angeles er Las Vegas mere komprimeret (mindre bilkørsel), billigere (fordi casinoerne håber, at du så bruger pengene spillebordene) og med bedre vejr (ørken!).

Tanken med at tage til USA samtidig med afgørelsen af præsidentvalget bygger på et nyt princip, jeg forsøger at rejse efter: i stedet for bare at tage interessante steder hen i verden er målsætningen at tage interessante steder hen, når der sker interessante begivenheder. Det var på forhånd usikkert, hvor meget valg det var muligt at opleve uden at være lokal og uden en specielt lang tidshorisont. Deltagelsen i valgkampagnen blev da heller ikke helt så aktiv som den kunne have været. Der var mulighed for at arbejde som frivillig på Obama kampagnen, men arbejdet med at tilbringe lange timer i et mørkt kontorlokale og ringe til ubeslutsomme vælgere i andre stater virkede på en eller anden måde ikke så attraktivt, da først Los Angeles lå for fødderne badet i californisk sol. På samme tid føltes det en smule uærligt som udlænding at føre kampagne på den måde. En udenforståendes velmenende indblanding ville måske endda have den modsatte effekt i visse tilfælde?Super Obamaman

Men manglen på direkte aktiv deltagelse betød ikke, at vi ikke oplevede valgstemning i Los Angeles. Valgplakater, bumper-stickers og tv-reklamer gjorde kampagnerne synlige overalt, og amerikanerne vil meget gerne diskutere deres politiske situation, og er meget nysgerrige efter at finde ud af, hvordan andre dele af verden opfatter dem. Det fører til mange sjove samtaler om det politiske spektrum i USA vs. Europa om økonomi og om værdier. At socialisme ikke er et skældsord hos os, at vi har gratis hospitaler og universiteter, men en høj skatteprocent, og at religion er en langt mindre del af vores politiske diskurs, er overraskende for mange amerikanere.

Valgstemningen var dog endnu mere tydelig, da vi kom fra Los Angeles til Las Vegas. Nevada var en "swing-state", hvor begge kampagner havde en chance for at løbe med sejren, og det betød kamp til stregen. At valget her ikke blev afgjort før valgdagenMedia betød et massivt opbud af tv-reklamer, politisk aktivitet på gaden og ikke mindst muligheden for at se kandidaterne i aktion. Vi var så heldige at fange Michelle Obama på hendes næstsidste kampagnestop. Et massivt medieopbud, adskillige hundrede entusiastiske tilhængere og to solbrændte danskere så den kommende præsidentfrue blive introduceret af engagerede unge kampagnefrivillige og levere en passioneret tale for "change". Modkandidaten blev ikke nævnt, i stedet var fokus på, hvad Obama kan gøre anderledes. Tilhængerne behøvede ingen overbevisning, og mødet havde mest til formål at få de frivillige tændt og til at få de sidste ubeslutsomme vælgere til stemmeurnerne. Det ønskede resultat udeblev ikke, på valgaftenen vandt Obama Nevada, en vigtig del af den samlede sejr.Michelle Obama

Mest interessant var dog i virkeligheden et blik ind i tabernes lejr, mens de stadig troede på det. Samme dag som Fru Obama leverede sin tale om morgenen, afholdt vores allesammens "maverick" John McCain et stort vælgermøde i Las Vegas forstaden Henderson. To solbrændte danskere kunne ikke lade være med at tage et skridt ind i løvens hule. Takket være internet og GPS fandt vi hurtigt vej ud af byen. Allerede da vi stod i kø for at komme ind på forstadens auditorium, begyndte nervøsiteten at melde sig: hvad nu hvis de spørger, hvem vi er, og hvad vi laver her? Vi kunne jo ikke svare, at vi var lyserøde ateister fra Skandinavien. Heldigvis slap vi i køen med smil og vink, vi afholdt os også fra at skrige "Nobama!!!" efter passerende biler, der støttede den demokratiske modkandidat. Vi var i selskab med den hvide middelklasse, og diskussionen gik livligt på, hvad politikken for deling af drikkepenge blandt restaurationsmedarbejdere skulle være (også til afstemning i Nevada). Flere af personerne i køen arbejdede på casinoerne i Las Vegas og var ikke meget for "spreading the wealth around" i stil med Joe the Plumber.I am Joe the Plumber

Aftenen accelerede væsentligt i intensitet ca. 30 minutter senere, da vi lige efter at være kommet igennem metaldetektorerne blev hevet til side af en karseklippet fyr med øresnegl: "do you guys want to come on the stage?". Forespørgsler fra den slags personer siger man ikke nej til, s
å vi nikkede blot og fulgte efter. I køen for de udvalgte blev det tydeligt, hvorfor vi var blevet taget til side. Vi var en del af en medievenlig sammensætning af forskellige racer og aldre, med veteraner og festligt klædte tilhængere blandet ind. Jeg tænker, at vi repræsenterede "unge hvide fyre for McCain". Der var ikke så mange af den slags, og vi valgte at lade være med at nævne, at vi egentlig ikke hørte til dem. I køen for de udvalgte holdt vi lav profil, men snakkede kort med entusiastiske tilhængere, som var sikre på, at McCain kunne levere en overraskelse aftenen efter på trods af nedslående meningsmålinger. Efter meget lang tids venten blev vi eskorteret til scenen til stort bifald fra det tusindtallige publikum allerede på plads i auditoriet. På scenen blev der udleveret håndmalede skilte, med slogans: "Rebels for McCain", "Drill baby, drill" og lignende. Keep your change?Vi blev instrueret i at hæve og sænke de udleverede skilte mens tv-kameraerne blev kalibreret, og en sort fyr med en knægt på skuldrene blev flyttet ind på midten i en bedre kameravinkel. Mere ventetid blev fordrevet med at lære de omkringstående bedre at kende. En ældre dame fremhævede mig som en god dreng, fordi jeg var kommet for at støtte McCain, i modsætning til hendes egen søn der var gået over til Obama. "It breaks my heart" som hun sagde. Jeg besluttede mig ikke at risikere yderligere fraktur og holdt min sande politiske identitet skjult, bla. fordi hun straks efter tilføjede, at hun egentlig mest havde lyst til at "beat it out of him". Samtalen gik videre på hendes problemer, med at han endnu ikke var gift som 35-årig. Skylden blev placeret på indflydelsen fra de venstreorienterede i musikbranchen, hvor han arbejdede. Jeg nikkede, smilede pænt og fik klap på skulderen af folk omkring mig.

Aftenen startede med taler fra flere lokale politikere, som også søgte genvalg i området. Mange af dem havde en lidt desperat, men optimistisk, tone. Vi blev bedt om at huske at stemme dagen efter, men også at huske at tage venner og familie med til valgstedet, der var brug for alle stemmer. Mængden vågnede dog først rigtigt op, da den lokale præst kom på og piskede en stemning op. Det var noget med at bede til Gud om at vælge den rigtige kandidat. Hvem det var, blev ikke nævnt med navn, men vi var ikke i tvivl. Havde man været af en anden religion end konservativ kristen, ville man nok syntes, at talen blandede religion og politik lige lovlig meget, men der var med garanti hverken muslimer, jøder eller andre religioner blandt publikum i Henderson, og de sekulære danskere holdt lav profil. Kort efter måtte vi holde hånden på hjertet og mumle os igennem "The Pledge of Allegiance", troskabseden til flaget, som ingen af os kendte. Heller ikke nationalsangen kunne vi teksten til, men det blev heldigvis ikke bemærket.

Endelig var det tid til aftenens hovednavn: McCain entrede scenen sammen med konen, Joe Lieberman, Lindsey Graham og flere andre støtter. Vi på scenen fik en dobbelt "thumbs-up" og kvitterede med et rungende og taktfast "HERO, HERO". Fra en rullende teleprompter gav kandidaten standardtalen, som vi havde hørt på nyhederne adskillige gange. En medhjælper brød sig ikke om, at vi filmede det politiske håndværk backstage, hvordan en medhjælper styrede teleprompteren, og hun fik rullet gardinerne for. Vi klappede på passende steder mest for ikke at skille os ud. Der var dog rigeligt med stemning, når vores sidemænd højlydt proklamerede deres støtte: "you tell ‘em John!!" og "U-S-A!!".

Kort efter var det hele forbi, stjernen forlod scenen, lige inden jeg nåede at få trykket ham i hånden. Derefter gik turen ud og hjem gennem et massivt politiopbud og en flok unge supportere, der uddelte klistermærker. Tilbage i Las Vegas blev det til en enkel godnatøl under Venetians falske blå himmel, inden vi resignerende måtte erkende, at intet vi ville opleve under de blinkende neonlys den aften, som ville kunne overgå det politiske festfyrværkeri, vi lige havde overværet.

Meet the locals

November 15th, 2008 | View Comments | Posted in Travel

Der er 3 distinkte ting jeg vil huske ved Los Angeles:

De mange racer og kulturer. Los Angeles har, som New York, en fantastisk blanding af mennesker og multikulturalitet. Når man kører igennem byen passerer man Highwayindenfor få kilometer Little Armenia, Koreatown og Little Tokyo før man rammer South Central med den afro-amerikanske befolkning. Andre kvarterer er hovedsagligt domineret af latinoer, før man når de hvide kvarterer som Beverly Hills og Santa Monica. Byen er naturligvis meget opdelt efter racerne, og der er kvarterer man ganske enkelt ikke kommer i, eller i det mindste bevæger sig rundt til fods i. Men det er alligevel specielt når koreanerne snakker mere spansk end engelsk, når kirkerne har gudstjenester på tre sprog hver søndag (spansk, engelsk og koreansk) og når de fleste har en etnisk baggrund der tager tid at forklare. En typisk samtale lyder sådan her:

"So what is your background?"
"Well, my father has an Irish mother and a Korean father, my mother is half-hawaiian and half-German"
"Uhm ok"
"I guess you can say that I’m American. What’s your background?"
"Uhm… Danish?"

Størrelsen. Alle ved at Los Angeles er stor, men det er alligevel lidt specielt at bevæge sig rundt på gaderne og finde ud af hvor enorm den egentlig er. Det er ikke usædvanligt at køre 25 kilometer for en kop kaffe, ligesom det heller ikke er usædvanligt at tilbringe 1 time i kø¸ på en kort køretur. 8-sporede motorveje krydser byen, men er lige så fyldte som labyrinten af mindre gader nedenunder. Folk i Los Angeles lever i deres biler, og man ser folk spise, lægge make-up, surfe på nettet, se fjernsyn og tale i telefon mens de venter på at trafikken løsner sig. De lokale har tydeligvis vænnet sig til situationen og tager den med ophøjet ro. Byen har intet centrum, men føles mest som 30 provinsbyer der er vokset sammen. Med enkelte undtagelser er der få bygninger med mere end 10 etager. Til gengæld strækker byen sig 70 kilometer fra den ene ende til den anden.

Californiateten … eller hvad man nu skal kalde den. Der er en helt speciel stemning på gaden i Los Angeles, der lader bare til at være en større andel af lettere mentalt forstyrrede mennesker end andre steder. Misforstå mig ikke, indbyggerne er 99,9% almindelige, flinke amerikanere… der er bare også andre. Man bliver antastet af unge entreprenører der vil promovere deres demo cd’er, man opfordres med jævne mellemrum til at elske Jesus, give en skærv, lukke røven eller bare at huske at stemme. Altsammen fra fremmede og ofte ildelugtende mennesker, af deres lungers fulde kraft. Den slags personer der snakker højlydt med sig selv, uden at have et Bluetooth headset i øret.Scientology

Min teori er, at overfloden af disse meget synlige personager, skyldes to faktorer som ikke findes mange andre steder. Som Frank Lloyd Wright engang sagde, "hvis man  vender verden på siden ender alt det løse i Los Angeles". Der er noget om snakken. Der er et overskud af den slags "larger-than-life" mennesker som er kommet til LA for at blive den næste store stjerne indenfor film eller TV. Men med hård konkurrence om de få pladser på toppen af poppen, ender mange uundgåeligt med uforløste drømme om rigdom og berømmelse. Det kan have en destruktiv effekt på psyken, at indse at man aldrig bliver mere end tjener. Det kan måske forklare, at der ligger adskillige store og meget velholdte Scientology bygninger i Hollywood området, og at der er rigeligt med små butikker med "psychics and healers" der kan fortælle dig præcist hvad problemet er.

Klimaet understøtter at livet leves på gaden. Om vinteren kan temperaturen af og til bevæge sig ned omkring frysepunktet, men det meste af tiden er der solskin og behagelige varmegrader. I USA er der ikke meget socialt sikkerhedsnet til at fange dem der falder mod bunden. Til gengæld mindsker klimaet i Los Angeles behovet for langsigtet planlægning. Det kan reelt lade sig gøre at leve på gaden eller i bilen (ret udbredt blandt de fattigste) hele året, og måske lige nøjagtig skrabe nok indkomst sammen hver dag til at overleve uden faste rammer.
Alt i alt er LA et fantastisk sted, med unik amerikansk kultur og stil. Trafikken og smoggen kan dog få enhver til at overveje et kortere ophold i million-landsbyen, fremfor et længere.

Se billederne på Flickr
.

Tags: , , , , ,

Fra en bakke i Silver Lake

October 28th, 2008 | View Comments | Posted in Politics, Travel

I går aftes lænede en fyr sig sig hen over cafe bordet, kiggede op og ned af mig og sagde drevent: "where are your from?". I et forsøg på at være hurtigt tænkende, på trods at +18 timers rejsetid, spurgte jeg, hvor han troede jeg var fra. Svaret kom hurtigt: "you look like a New Yorker". Det må have været de sorte, stramme jeans der gjorde det. Jeg skilte mig tydeligvis ud, og med en kuffert på slæb var det tydeligt at jeg ikke var lokal. Den syd-californiske tøjstil er noget mere afslappet end jeg er vant til, og selv lange bukser virker formelt. Jeg valgte at tage gættet som en slags kompliment, at jeg lignede en af blege mennesker fra østkysten, men jeg er ikke sikker på at det var sådan ment.

Jeg overraskes til stadighed over hvor fantastisk et værktøj Couchsurfing er, for en rejsende med lyst til at møde de lokale når man rejser. FWhere I stayedor en uge siden skrev jeg til en flok forskellige mennesker med profiler på siden, for at høre om der var nogen der havde lyst til at få mig på besøg i et par dage. Jared skrev tilbage at jeg var velkommen til at komme forbi, og derfor sidder jeg nu på en luftmadras i et lille hvidt hus på toppen af en bakke i Silver Lake kvarteret i Los Angeles, med udsigt til det ikoniske Hollywood skilt, mens Jared laver mad og serverer stærk "micro-brew".
Det er gået op for mig at Silver Lake ligger langt fra det stereotypiske billede man har af Los Angeles. Der er ganske vist biler overalt og rigeligt med fast-food resturanter, men også enkelte modige personer på cykler, hyggelige fortovscaféer og flere små butikker med specielle og underlige ting på hylderne. Silver Lake minder mere om Haight-Ashbury i San Francisco end noget andet. De fleste af bilerne bærer "Obama 08" og "No on prop 8" klistermærker og der er ingen tvivl om hvor sympatien ligger her. Området er domineret af to grupper: latinos og homoseksuelle. Den spansk-talende del af befolkningen har Obama klistermærker på, de homoseksuelle reklamerer primært for "No on prop 8". Jared er hverken latino eller homoseksuel, men støtter aktivt op om begge sager.Silver Lake

For 4-5 måneder siden fik jeg en idé at om at jeg ville til USA og se afgørelsen på det amerikanske præsidentvalg. Uanset udfaldet er et præsidentvalg en historisk begivenhed, og jeg tænkte at det ville være fantastisk at opleve det på nærmeste hold. Efter lang tids overvejelse kom der til sidst en plan på plads. Først lidt tid på egen hånd, sammen med Jared og venner. Senere, efter at han har overstået PDC08, sightseeing sammen med Jonas.

Men for nu er jeg bare glad for at jetlagget er ved at lette, bla. vha. af de stærke mørke øl der bliver serveret. Gotta go, maden er på bordet.

Tags: , , , ,

Venner som i virkeligheden

August 12th, 2008 | View Comments | Posted in Media, Tech

Facebook er et fænomen, og er vokset eksplosivt i Danmark i løbet af de sidste års tid. Igennem Facebook er jeg, som de fleste andre, blevet forbundet med hundredevis af mine nuværende og forhenværende venner. Efter at alle efterhånden er blevet oprettet og har fundet hinanden, begynder frekvensen af forbindelserne til nye venner at ligne den der findes i den virkelige verden. Det sker nu langt mindre ofte at der kommer nye forbindelser ind. Men nu har jeg så en liste på +200 mennesker jeg kender fra forskellige perioder i mit liv. Det er i virkeligheden ikke en særligt præcis reflektion af hvordan virkeligheden ser ud. Jeg holder ikke kontakten med +200 mennesker, og mange af dem på min kontaktliste har jeg ikke snakket med i årevis. Der mangler ganske enkelt den mobilitet der findes i den virkelige verden. Venner forsvinder, man mister kontakten, folk flytter, stifter familie eller man vokser fra hinanden. Derfor er der brug for funktionalitet i Facebook (og andre sociale netværk) der lader kontaktlisten "forfalde". Jo mindre kontakt jeg har med folk, jo mindre bør de automatisk fylde blandt mine kontakter. Det kræver naturligvis at Facebook, eller en lignende tjeneste, får mange flere informationer end de har nu. Derfor er det ikke urealistisk at forestille sig at man i fremtiden inddrager data fra f.eks. mobiltelefonen, om opkald, beskeder, den fysiske interaktion med andre mennesker og deres mobile enheder (gennem bluetooth data), for at lave et komplet billede af hvem jeg interagerer med.

Sagen er, at skridtet efter web 2.0 og det semantiske web, bliver den spæde start på en form for kunstig intelligens. Den kommer ikke fra en computer som vi kan lære at tænke som et menneske, men som tjenester og "agenter" der, med enorme mængder at data, kan finde mønstre og sammenhænge langt hurtigere end vi selv. Hvis du har delt din kalender data, dine bookmarks, dit netværk af venner, dine møder med andre mennesker, din fysiske lokation, dine billeder og meget andet (web 2.0), er der ikke langt til at sætte al denne data sammen (web 3.0/semantisk web) og vise dig noget du aldrig selv ville have set (kunstig intelligens 0.1 eller web 4.0). Givet; mønstergenkendelse er ikke intelligens, men for mange mennesker vil det ligne. Som Arthur C. Clarke engang skrev: "any sufficiently advanced technology is indistinguishable from magic". Med tiden vil kalenderen foreslå hvilke venner du bør invitere til fødselsdagsfesten, baseret ikke kun på kommunikationsfrekvensen i din interaktion med vennerne, men også kvaliteten af den. Med tiden vil avisen redigere sig selv, baseret på dine hidtige valg, radioen vil spille musik unikt tilpasset dig, og din umiddelbare situation. Og du vil elske det.

Se også Kevin Kellys indlæg om samme emne og Seth Godins liste over steder hvor brugen af data vil gøre din oplevelse bedre.

Post web 2.0 – semantisk web (og kunstig intelligens?)

July 8th, 2008 | View Comments | Posted in General

Efter at web 2.0 er ved at være mainstream, og alle i generation Y/M etc. efterhånden er blevet fortrolige med Facebook, Youtube og Gmail, kan vi begynde at rette blikket mod næste generation. (Jeg er ked af hvis det går for hurtigt for nogen, men vi skal nå en masse inden Grøn IT bølgen rammer og vi skal til at slukke for servere for at spare strøm. Vi kan ikke blive ved med at forklare hvad RSS er :-) .

Hvad er så “the next big thing”? Well, den gode nyhed ved web 2.0 er, at det er blevet let at uploade en video, tagge et billede, gemme links og syntesere information på nye måder. De dårlige nyheder: det er stadig dig der skal uploade, tagge, gemme og syntesere. Det kan jo ikke blive ved med at gå. Vi skal jo koncentrere os om at dokumentere alle øjeblikke af vores spændende liv, med stadig højere grad af detalje. Så nu må vi lære vores computere at gøre det kedelige arbejde. Men man har desværre måtte konstatere at vi, til mange nørders store fortrydelse, ikke foreløbig kommer til at gøre os forståelige i utvetydigt binært format. For at computeren kan blive vores personlige data-kuli kræver det derfor at den forstår hvad vi mener, når vi kommunikerer på vores imperfekte og analoge måde.

Løsningen er på en måde kontraintuitiv: for at organisere data skal vi bruge mere data, data om data, metadata. Mere data giver bedre resultater, fordi regnekraften stiger ekspotentielt, så kvantitet er nem at håndtere. Problemet er at lære systemerne at finde kvaliteten, at finde mønstrene i vores søgninger, tagging etc. De store mængder data vi smider i systemerne skal derfor organiseres vha. semantik, hvor vi med metadata forklarer hvad det er vi søger efter, gemmer, og hvem de der grimme mennesker er på dine familiebilleder. Med tilpas store mængder data og metadata, vil systemerne kunne begynde at bruge regnekraften på at finde mønstre og sammenhæng, og lade dig nyde frugten af resultaterne i kraft af bedre søgninger, bedre organiseret data og mere kontekstafhængig information.

Næste generation af vores allesammens internet, web 3.0, er derfor også betegnet “det semantiske web“. Her er det ikke længere kun dig der trækker informationen, den bliver skubbet til dig, baseret på dine vaner, preferencer og interesser. Software bliver til “intelligente agenter”, i første omgang i former som vi kender i dag, men med tiden med mere og mere polerede interfaces der får dem til at ligne en slags primitiv kunstig intelligens. Du vil kunne bede din agent om at booke en tur til Toscana næste gang du har ferie, og lade agenten sørge for at finde og bestille billetter, håndtere betaling og opdatere kalender. Desværre går der lige et stykke tid før visionen bliver virkelighed, men Freebase og søger på kontekst fremfor indhold (se f.eks. en oversigt over folk der er døde af hjerteinfektioner)

  • uden at forlade siden kan lade Polar Rose fortælle dig hvem personer på billeder er
  • installerer Jaiku på din nye Nokia, og får en kontaktliste der ikke bare indeholder navne og numre, men også en avanceret status på dine Jaiku kontaktpersoner der også bruger programmet, bygget på Bluetooth data (hvor mange mennesker er der i nærheden?), Outlook aftaler (sidder personen i møde?), lokation (er personen i nærheden?) og aktuel aktivitet (bruger personen telefonen?)
  • kører et dokument gennem OpenCalais og ser den genkende steder, personer og tidspunkter uden din medvirken
  • bruger Facebook til at finde billeder af den samme person, på tværs af dine kontaktpersoners billedmapper
  • Flere links:

  • Microsoft køber semantisk søgmaskine
  • Yahoo annoncerer semantisk søgning
  • Freebase statistik og eksempler på brug
  • Tags: , , ,

    Mash-ups

    March 14th, 2008 | View Comments | Posted in Media

    Musikbranchen har gennemgået en fantastisk revolution de sidste ca. 10 år. Måden man anskaffer sig musik på er under radikal forandring. Selvom jeg nødig vil være uenig med XKCD, syntes jeg at det virker som om at der er kommet mere spændende musik ud af kaosset. En fantastisk sideeffekt af al den musik der er blevet downloadet, udvekslet og købt igennem tiderne er, at min og mine jævnaldrendes musiksmag efterhånden spænder rimeligt bredt. Johnny Cash, Beethoven og Yelle findes i samme musiksamlinger som Marilyn Manson, Norah Jones og Screamin’ Jay Hawkins. Vi er opvokset på, at alle slags musik er tilgængelig og at man kan lytte før man køber (hvis det overhovedet er nødvendigt at købe). Vi går efter kvalitet, hvad genren hedder er mindre vigtigt.

    Dette blogindlæg handler dog ikke om musikbranchen, men om musik. Når man har den store blanding af heavy, pop, hip-hop og rock i musiksamlingen, virker blandingen af disse hits til noget nyt, nemlig som et naturligt næste skridt. Dette næste skridt er en forholdsvist ny genre: mash-ups. Mash-ups er musiknumre skabt af en skizofren sampling af alt det bedste, fra alle genrer og årtier. Det er ofte en blanding af to numre, men ét mash-up nummer kan også indeholde bidder fra en hel række forskellige sange.

    Mash-up numrene gives bort på nettet, gennem hjemmesider, nyhedsbreve og fildelingstjenester. Der er meget middelmådigt imellem, men af og til finder man perler som sagtens kunne udgives og spilles i radioen. Når man har lyttet til det samme Nirvana nummer i 15 år i træk, får det nyt liv ved at blive blandet med lidt Stevie Wonder og lidt Jennifer Lopez. Læg mærke til hvordan J-Lo bliver mere mørk og melankolsk når S-Wo og K-Co hjælper til. Det klæder hende.

    Som i andre genrer skal der et specielt talent til at bryde igennem til mainstream. Det talent er en ung DJ fra Pittsburgh, som går under navnet Girl Talk. Jeg stødte på ham gennem Last.fm, og har kørt albummet Night Ripper på “heavy rotation” siden. Flere kender ham nok fra den interessante “Good Copy Bad Copy” dokumentar om copyright, som blev sendt på dansk fjernsyn for et stykke tid siden (og som kan hentes gratis her). Mens andre bare mixer, skaber Girl Talk en syntese af populærmusik fra alle genrer, og laver noget der er bedre og større end ingredienserne. Der er noget for enhver smag, både pose-buksede hip-hoppere, indie-kids, pop-tøserne og alle os andre. Musik for os med alle genrer i musiksamlingen! Næste skridt må være at få en koncert med fyren i Danmark, hvem laver en Facebook gruppe?

    Her er et et par links til at komme i gang med:

    P.S. Måske er alt det her noget af det Steven Berlin Johnson skriver om i bogen Everything Bad Is Good for You, om at populær underholdning er blevet mere avanceret, i takt med at vores smag bliver mere avanceret. Jeg må hellere få den læst…

    Tags: , , ,

    Ikke helt som Steve

    February 5th, 2008 | View Comments | Posted in Personal

    Jeg har stadig problemer med at løfte armene over hovedet, efter weekendens flytning til 4. sal. Men nu er det overstået, og alt er godt. Jeg havde egentlig håbet på at kunne efterligne dette herlige billede af Steve Jobs fra 1982, når jeg var flyttet ind. Den hårdtarbejdende ungkarl med en kop te og stereoanlægget. Men nu er det her jo Danmark, ikke Silicon Valley, det er 2008, ikke 1982. Så da jeg begyndte at nævne, at mine jordiske ejendele udgør indholdet af 12 flyttekasser, et skrivebord og et par reoler, begyndte planen at falde fra hinanden. Pludselig begyndte der at dukke møbler op fra venner og familie. En sofa, en lænestol, en midlertidig seng, et spisebord, et klædeskab og to barstole (!). Så nu er min nye lejlighed næsten fuldt møbleret, og i stedet for at sidde på gulvet og filosofere over IT-branchens fremtid som Steve, sidder jeg i en blød lænestol og surfer på en 20 megabit internetforbindelse. Satans!

    Tags: , , ,

    Om at blogge

    January 3rd, 2008 | View Comments | Posted in Media, Personal

    Jeg prøver generelt at afholde mig fra at blogge om at blogge, jeg syntes at jeg kommer til at lyde sådan lidt selvsmagende og irriterende. Men en lille smule kan vel ikke skade… Jeg har efterhånden skrevet indlæg på Bering Express i +4 år, og det har givet nogle tanker om selve det at blogge. Mange bloggere brænder ud efter et stykke tid, og det overrasker mig lidt at jeg har holdt ud så længe. Frekvensen er godt nok meget lav (262 indlæg siden marts 2003), men alligevel. Nedenfor et par tommerfingerregler der holder det hele kørende:

  • Jeg skriver kun når det er sjovt – det må aldrig blive en pligt at opdatere siden, for så forsvinder lysten hurtigt. Med RSS-feeds er presset mindre, mine læsere behøver ikke at tjekke siden, men får bare nye indlæg når jeg af og til tager mig sammen til at skrive.
  • Jeg skriver primært for mig selv, om det jeg interesserer mig for. Det er kun mig der bestemmer hvad der kommer på siden, og emnerne vælges ikke ud fra hvad der kunne tænkes at give flere læsere.
  • Jeg forsøger at skrive originalt indhold. Der er så mange andre, der er bedre til at opstøve de sjove links og få dem formidlet hurtigt videre (Jeg forbeholder mig dog retten til at komme med flere, mindre indlæg hvis der lige er noget der passer :-) )
  • En af grundene til at frekvensen her på siden har været ekstraordinært lav, er også at der nu findes andre kanaler som passer bedre til nogen budskaber. Ofte er en kort besked på Jaiku, en hurtig opdatering til vennerne på Facebook eller et billede på Flickr en bedre løsning end et indlæg her. For overblikkets skyld samles det meste på christian.bering.name. Samtidig er den skive af verden man kan skrive om, blevet mindre, som Emme skarpt har formuleret det. Arbejdet fylder mere og bloggen er mindre privat.

    Men altså: målsætningen for fremtiden (og ikke bare det nye år) er den samme som den hele tiden har været: regelmæssige indlæg med originalt indhold i den sædvanlige stil.

    Tags: