Bering Express

Trafikken i Riyadh

Når man konfronterer de lokale, med det dybt kvindeundertrykkende i at lade det være forbudt for kvinder at køre bil i Saudi-Arabien, mødes man næsten stensikkert af den samme undskyldning: “jamen, ville du virkelig lade din mor/søster/kone køre bil i Riyadh?”. Jeg ved godt at det er en dårlig undskyldning for et problem der handler om mere end trafiksikkerhed, men som en ren faktuel udtalelse er man nødt til at give dem ret; jeg ønsker generelt ikke for nogen, at de skal behøve at køre bil i Riyadh. Selv mine mellemøstlige kolleger fortæller at Riyadh er værre end Amman, Kuwait City, Dubai og andre steder i Mellemøsten. Cairo kan dog ikke overgåes, hvilket passer meget godt med min egen oplevelse.

At navigere i Riyadhs trafik kræver en kombination af zen-ophøjet ro, og hormon-forstyrret aggressivitet. Det ene øjeblik skal man holde pulsen nede, blikket på spejlene og koblingspunktet i balance, når bilerne bagved begynder at bruge hornet ½ sekund efter at lyset skifter til grønt. I næste øjeblik skal man stampe på speederen og overhale indenom, inden man knalder ind i kameltransporten foran. Men ikke for hurtigt, der skal være reaktionstid nok, når pickup’en 10 biler længere fremme taber sit læs af brædder midt på motorvejen, og en undvigemanøvre er det eneste der redder affjedringen. Med oktan 91 til én krone pr. liter hører et let tryk på speederen og benzinøkonomisk kørsel ikke med i overvejelserne.

Jeg har ikke tidligere været vant til at køre bil hver dag, og jeg kan ikke sige at jeg er blevet en bedre billist af at køre i Riyadh. De dårlige vaner jeg har tillagt mig, kan komme til at koste mig et klip når jeg engang igen skal køre bil i Danmark (at holde sikkerhedsafstand til bilen foran, betyder f.eks. konstante overhalinger indenom). Men oplevelsen har helt sikkert gjort mig til en mere erfaren og frygtløs billist. Det kommer helt naturligt når man navigerer på sandblæste, silkeglatte veje med 140 kilometer i timen, blandt billister der insisterer på at skifte bane mindst én gang for hver 300 meter. Katastrofeopbremsninger er en dagligt tilbagevendende begivenhed, indtil man lærer rytmen, og sammenstød og bulede biler ved vejsiden hører med til underholdningen, når man sidder i lange køer for at komme igennem endnu et politi checkpoint.

Varmen

!@(copenhagen-riyadh-weather.JPG:R180)

Det er ved at blive varmt hernede og man er ikke længere i tvivl om at man befinder sig midt i ørkenen. Et sikkert tegn på at det er en varm dag: huden trækker sig sammen når man træder udenfor, som når man træder ind i en sauna. Man gisper efter vejret et øjeblik, indtil lungerne kommer sig over chokket. En bil parkeret i solen bliver mindst 60 grader indvendig og man lærer hurtigt tricket med at åbne døren som man åbner en ovn, for at lukke en sky af varm luft ud før man stiger ind.

Alting tager skade af at være i solen: billeder falmer, plastic bøjes, væsker skiller og planter dør i et hidtil uset højt tempo. Det tager en bleg person som mig cirka ½ time at blive solbrændt ubeskyttet, udendørs. Vand skal medbringes alle vegne og indtages i en konstant strøm. Solen forsøger at mummificere mig uden ophold: øjne, ører, næse, hals, håndflader, fodsåler og hovedbund tørrer ud. Hårdt når man er uden kvindelig assistance mht. diverse fugtighedsgivende cremer! Nætterne byder ikke på nåde. Temperaturen falder til 30-35 grader og stiger hurtigt til hed når solen står op kl. 7. Duggen falder aldrig.

Men samfundet er effektivt indrettet mod varmen. På en normal arbejdsdag bevæger man sig i følgende mønster: lejlighed, bil, kontor, restaurant (frokost), bil, kontor, indkøbscenter, bil, lejlighed. Alle disse steder har aircondition på omkring de 22 grader. Sammenlagt tilbringer man måske 15 minutter udenfor om dagen. Ulempen ved den “evige aircon” (credit: Emme, nederst på siden) er de forkølelser der sidder fast i hovedet. Når man går fra 20 til 50 grader et par gange om dagen bliver kroppen en smule forvirret og pludselig bliver balancenerven sat ud af spil og nysene starter.

Hvis alt går vel, inshallah, bliver en del af sommerferien tilbragt på de mellemøstlige motorveje, til Saudis kystvendte nabolande. Så bliver det rigtig slemt. I Riyadh er luftfugtigheden lige nu 14%. Ved kysten er den +40%, kombineret med temperaturer på +40. Fugtig varme er så meget værre end tør varme. Aircondition bliver en livsnødvendighed, på linie med vand og dadler. Jeg tør slet ikke tænke på hvad mit “carbon footprint” er når jeg kommer hjem…

Riyadh er ikke det mest hippe sted i verden. Her er ingen biografer, ingen teatre, ingen spillesteder. På kaffebarene og i restauranter sidder man adskilt i “single-sektionen”. Her er underholdningen at shoppe, og det er ikke det jeg er bedst til.

Heldigvis er der en attraktion i Riyadh som findes få andre steder i verden: ørkenen. Riyadh ligger midt i et hav af sand, langt fra alt andet. Mennesker, biler, bygninger og himlen er forskellige nuancer af en karakteristisk sennepsgul og der ligger et tyndt lag helt fint sand på alt der befinder sig udendørs. Sandstorme dækker af og til himlen og solen forsvinder for en stund. Varmen bliver hængende.

Men selv om ørkenen mærkes i byen, er det noget ganske andet når man kommer i direkte kontakt med den. En af de fritidsaktiviteter min brogede omgangskreds af familiefædre og singler, af muslimer og ikke-muslimer, af unge og ældre kan blive enige om, er quad-biking i ørkenen. Cirka 40 minutters kørsel uden for Riyadh (30 hvis man kører med en franskmand), lige på den anden side af de store kamelfarme, starter ørkenen for alvor. Her udlejer lokale beduiner fire-hjulede motorcykler til 120 kroner i timen. Beduinerne bor i telte, med tanke af drikkevand, parabolantenner og ikke meget andet.

Jeg var på min første tur allerede et par uger efter ankomsten, og det var her, at det for første gang gik op for mig, hvor langt væk hjemmefra jeg var. Efter 15 minutters forsigtig tilvænning til køretøjets tyngdepunkt, sparkede jeg quad’en op i tredje gear, hoppede over toppen af en klit og kom ned på den anden side lige foran en beduin på en kamel. Et afslappet “salaam aleikum” og så videre ud i det uendelige sand. Et par kilometer senere var civilisationen ude af syne.

Siden har vi været afsted 5-6 gange. Tidligt om morgenen, før det bliver for varmt. Oplevelsen er ny hver gang. Landskabet forandrer sig, bogstaveligt talt, som vinden blæser. Efter et stykke tid bliver man fortrolig med udstyret, og oplevelsen begynder at ligne skiløb. Man glider i slalom-mønster over de bølgende klitter. Af og til stopper vi på toppen af de højeste bakker, drejer nøglen, nyder stilheden og tænker på hvor dødbringende det hele er. De færreste ville klare sig mere end en dag i ørkenen uden motor. Sandet sluger dine ankler og alle bakkerne er dobbelt størrelse til fods.

Ørkenen er ikke så tom som man skulle tro. Kamelflokke kommer af og til travende forbi, rovfugle holder et vågent øje med os fra luften og turbo-firben løber om kap med motorcyklerne. Vi ser masser af efterladenskaber fra saudernes ørkenfester. Teltstænger, bålpladser og tomme flasker er sikre tegn på at der har været gang i den. Vi møder af og til mennesker. Beduinerne på kameler, tyskere på støjende motorcykler, der tager alle bakker uden problemer, og de unge saudere, der tester deres store firehjulstrækkere og uundgåeligt kører uhjælpeligt fast.

I ørkenen hilser alle på alle, mennesker holder sammen mod naturen. Et foreløbigt højdepunkt var, da vi stødte på en lokal der var kørt fast. Få ting bringer folk sammen som en god gammeldags redningsaktion. Vi fik gravet og skubbet hans pickup tilbage i køredygtig tilstand. Man føler sig meget mandig når man står der med sved på panden, olie på fingrene og sand i alle kropsåbninger.

Billeder fra den seneste tur i ørkenen
Alle mine ørken billeder på Flickr

Dykning i Jeddah

Riyadh kan ikke holde på os særligt lang tid af gangen. Weekendens tur gik til Saudi Arabiens næststørste by, Jeddah. Som i Europa har også Saudi fået discountflyselskaber, og med nystartede Nas Air kan en tur/retur til Jeddah klares for 500 kr. Den store attraktion ved Jeddah er beliggenheden ved det Røde Hav, noget der har gjort byen til centrum for pilgrimme og handlende gennem århundreder. Jeddah er indgangen til Mekka og Medinah, hvilket understreges af lufthavnens enorme udendørs telt-terminal der kun bruges når pilgrimmene rykker ind til Hajj én gang om året.

Heldigvis for os, som hverken har noget at sælge eller nogen at bede til, byder Jeddah også på andre attraktioner. Ved at betale sig ind på private strande kan man få lov til at stikke fødderne i det 30 grader varme Røde Hav og ryge vandpibe i vandkanten. Vi slap ca. 75 kroner for adgangen og 10 kroner for vandpiben. Helt gratis var udsigten til enkelte kvinder i bikini, en bekræftelse af Jeddahs ry som en smule mere frisindet end konservative Riyadh.

Turens helt store oplevelse var mit første dyk nogensinde. En forespørgsel i den lokale diveshop satte os i kontakt med ”kaptajnen”, en midaldrende (og næsten tandløs) filippinsk herre som havde plads til begyndere. Kaptajnen havde dog ikke kommandoen over en båd, men i stedet over en heftig firehjulstrækker fuld af ilttanke og dykkermasker. Fredag morgen fyldte vi tankene med luft, maverne med bananer og tog med ham og to af hans letmatroser på tur. Efter en let instruktion i udstyret (”don’t forget to breathe”), tog vi et dyk til +15 meter, blandt koraller og meget nærgående, farverige fisk. Den vægtløse fornemmelse man får af at flyde mellem havbund og overflade er ganske fantastisk og at stå 15 meter under vandet og kigge op, er en overvældende oplevelse. Det er bestemt ikke sidste gang jeg trækker jernlunger på.

Vi kunne sagtens have tilbragt et par dage mere under vandet og i byen, sightseeing blev det kun til i begrænset omgang. Sommeren er ved at være ankommet til Saudi Arabien og 45 graders dagtemperaturer sætter grænser for hvor mange spadsereture man har lyst til at tage udenfor flyets, taxaens eller hotellets aircondition-rækkevidde.

Mødet med muttaween

Det måtte jo ske før eller siden, mit første møde med muttaween, det religiøse politi her i Saudi-Arabien der sørger for at alle holder sig på dydens smalle sti. Bare rolig, jeg har stadig 10 fingre, 2 hænder og ét hoved.

En torsdag (= lørdag) aften midt i Riyadh, en kollega og jeg venter på trappestenen foran den lokale sportsbutik, på at den genåbner efter bøn så vi kan købe nye tennisbolde. Alle butikkens ansatte og en del af kunderne er gået omkring hjørnet til aftenbønnen. Man kan mærke at folk har fri, der er masser af biler på gaden og flere Porscher bliver luftet end normalt. Sauderne går gerne på shopping om aftenen, når temperaturen falder under 30 grader.

En firehjulstrækker med regeringslogoer kommer kørende, ud af den påmonterede højtaler lyder det “salah, salah!”. Den er vi med på, salah betyder bøn og den er alle jo midt i. Som ex-pat i Saudi-Arabien kan vi bedetiderne ligeså godt som alle andre, det er praktisk at vide hvornår alting går i stå. Inden bilen kommer nærmere når vi lige at bemærke overfor hinanden, at logoet måske tilhører det religiøse politi, som vi har hørt så meget om. Diskussionen afbrydes af et højere og mere direkte “salah, salah!”. Det er åbenbart os der bliver kaldt til bøn. Firehjulstrækkeren stopper foran os og vi bliver tilråbt på arabisk. Min kollega går hen og hilser på, forklarer venligt at vi ikke er muslimer. “Jeg er fransk og han er dansk” siger han og peger forvirret på blege Bering. Den langskæggede muttawa kaster ét blik på mig, smiler, undskylder og signalerer til politimanden, der fører bilen, om at køre videre. Vi vinker, smiler og ønsker god weekend. For os er mødet bare en sjov historie at fortælle videre, men mødet havde nok været anderledes ubehageligt hvis vi havde været lokale unge.

Torsdag aften er nok et kritisk tidspunkt for moralens vogtere; alle har fri og unge mennesker lader tørklæderne hænge lidt løsere, ruller bilvinduerne ned, skruer op for anlægget og lader de flirtende bluetooth-beskeder flyve mellem mobiltelefonerne. Den slags stress kan åbenbart få en muttawa til at forveksle en ung sauder med en vantro som mig.

Man ved at man er faldet til i Saudi-Arabien når man …

… kan bedetiderne på ryggraden, så man undgår at spilde tiden i et midlertidigt lukket indkøbscenter

… tager jakken på når man går indenfor, og af når man går ud (evig aircon)

… navigerer efter beskrivelser af bygninger, fordi der ikke findes ordentlige vejskilte

… er vant til at blive overhalet (og overhale) indenom på motorvejen, og bruge hornet mere end bremsen

… har lært at ignorere den bip-tone alle mange biler har, når den maksimale hastighedsgrænse på 120 km/t overskrides

… har tilføjet kebab, friske dadler, kardemommete, mangojuice, vandpibe og ristede majskorn til sin normale diæt

… husker at man kan spise hummus til næsten alting

… har lært at sige “salaam aleikum” i stedet for “good morning” og “chukran” i stedet for “thank you”

… har fundet ud af at alting er “inshallah”, “om gud vil” (f.eks. “vi afleverer på mandag, inshallah”)

… har lært at begå sine indeskretioner udenfor landet ( = Bahrain!)

Racerbiler og royale

Som sædvanlig betyder manglende updates ikke at der ikke sker noget, tværtimod det modsatte. En forsinket påskeferie blev tilbragt i Bahrain, for at følge årets Formel 1 Grand Prix. Det var noget af en oplevelse at se hele cirkusset i virkeligheden, efter at have fulgt løbene på TV gennem de sidste par år. At se de lavtflyvende racere drøne forbi med 300 i timen og mærke lydbølgen rulle ind over tilskuerpladserne er ganske imponerende, men bestemt ikke for sarte sjæle. Høreværn eller ørepropper er påkrævet. Heldigvis er der meget andet omkring et Formel 1 løb end bare bilerne, flyopvisning og live bands bidrager også til det generelt meget høje decibelniveau.

Dagen efter hjemkomsten til Riyadh var der så et arrangement i en ganske anden genre: Dronningens fødselsdag. Begivenheden fejres af danske ambassader overalt i verden og vi var blevet inviteret, med kongekrone på brevpapiret og det hele. Selve festen var som taget ud af Ferrero Rocher reklamerne, der var både den turbanklædte sikh, norske folkedanser dragter og naturligvis masser af arabisk klædte. Der blev dog ikke serveret nogle hvide chokoladekugler, men derimod rigelige mængder mad og alkohol (hvilket er tilladt inden for murene). Aftenen sluttede alt for sent, men det er jo kun en god ting når man møder masser af nye spændende mennesker.

Saudi Arabiens uartige lillebror

Der gik en måned med motion, arbejde og sund livsstil, men så heller ikke længere. En jævnaldrende fransk kollega og jeg havde fået nok af alkoholfrihed og tildækkethed og besluttede os for at bruge sidste weekend på at undslippe til Saudi-Arabiens mere frisindede naboland, Bahrain. Her kører de tildækkede kvinder bil (og nogle af dem er slet ikke tildækkede), der er barer og diskoteker med alkohol, og enkelte vestlige turister. Lige hvad vi trængte til. Hovedstaden Manama viste sig at være en overordentlig positiv oplevelse: små hyggelige gader, masser af interessante butikker og en række attraktioner som vi kigger på næste gang vi kommer forbi. Stemningen er en smule som Cairo, bare meget mindre og langt mindre hektisk.

I Bahrain bliver én ting tydelig: for enhver reaktion er der en modreaktion – hvis Saudi Arabien findes skal Bahrain også findes. Menneskelig natur lader sig ikke sådan fornægte. Når man ikke må drikke og flirte med det modsatte (eller samme) køn i Kongeriget, gør sauderne det til overflod i Bahrain i weekenderne. Man har ikke levet før man har set en 150 kg sauder i traditionelt kostume, danse, drikke og synge karaoke. For vi frisindede europæere virker det lidt underligt med den meget tydelige dobbeltmoral, men det lader ikke til at være et problem for saudiske fyre på min alder, at kombinere hjemlandets moralske strenghed med rigelige udskejelser på udebane i weekenden.

Der blev taget en del billeder på turen, husk at tjekke Flickr-strømmen for højdepunkterne. Forresten: endnu en succesfuld oplevelse gennem Couchsurfing. Ingen sofa, men en hyggelig frokostaftale, med en lokal couchsurfer, på en lækker restaurant vi aldrig havde fundet på egen hånd. Det er fantastisk at have bekendte i alle lande i verden, at bruge Couchsurfing til at gøre den næste ferie mindre turistet og mere lokal kan varmt anbefales.

TV

Når man ikke har båndbredde søger man automatisk tilbage til den originale fritids-røver: TV. Hernede er det ikke svært at blive fristet, jeg har omkring 50 kanaler, tilpasset det internationale publikum i min compound. Der er alt hvad man kan ønske sig (og mere til). Det interessante er ikke altid de normale kanaler, som også findes i Danmark, men alle de mere eller mindre obskure. Ud over CNN og BBC News er der f.eks. Fox News. Det er skræmmende at nogle mennesker rent faktisk får deres nyheder fra en så velsmurt, USA-centreret, virkelighedsfordrejning.

Der er også et andet kuriosum: American Forces Network, en gruppe tv-kanaler målrettet amerikanske tropper udstationeret rundt omkring i verden. Indholdet er bare amerikanske sitcoms og film, men reklamerne er erstattet af små informationsbidder om hvordan man opfører sig som amerikansk soldat i udlandet: hvordan man undgår kønssygdomme (ahem), hvordan man viser respekt for den lokale kultur, hvordan man undgår at blive overfaldet/kidnappet osv. Det er et fascinerende indblik i den enorme, verdensomspændende organisation, det amerikanske forsvar er. Det hele er krydret med små klip af almindelige amerikanere, der takker tropperne for deres indsats. Rørende.

I den lidt lettere genre findes underholdningsprogrammerne fra den globale landsby. Fillipinske gameshows, pakistanske sitcoms, japanske børneprogrammer og ikke mindst: libanesiske musikvideoer. Suk! Konceptprogrammerne er de samme over hele verden. Hvorfor nøjes med American Idol når man kan se “Idol West Africa” i stedet? Og “Hvem vil være millionær” er nu engang mere udfordrende på urdu end på dansk. Jeg tror heller ikke at der går lang tid før jeg kan følge med i den pakistanske udgave af “The Bold and the Beautiful”, jeg har regnet ud hvem af de sari-klædte tøser der er Brooke.

Når det hele bliver lidt for eksotisk og man bare vil bedøves, er der heldigvis rigeligt med tv-serier, film og sport som derhjemme. Mellem reklameafbrydelserne kan man helt glemme at man ikke ser dansk fjernsyn. Det er først når den smukke model i Head and Shoulders reklamen klager over tørt hår efter en lang dag under niqab’en, at man ikke er i tvivl om hvor man er.

P.S.: gad vide hvorfor en plakat med Ørkenens Sønner optræder i en afrikansk musikvideo?

Velkommen til 33K

Saudi-Arabien er et moderne land på en del fronter. Der er en rimeligt velfungerende infrastruktur, veje, strøm og vand fungerer og Carrefour er fuld af Lurpak. Men når det kommer til internetforbindelser, er det lidt ligesom at være ti år tilbage i tiden. På arbejdet er vi ti konsulenter om at dele en 256K forbindelse, som regelmæssigt falder ud og stopper al aktivitet. I compounden er der en måneds ventetid på at få “high-speed internet”, også 256K. Linien koster det samme som jeg gav for otte-dobbelt hastighed i Danmark for 1½ år siden, cirka 500 kr. om måneden. I mellemtiden må man klare sig med en 33K modemforbindelse, som dog er gratis. Jeg havde ikke troet at jeg nogensinde igen skulle høre den karakteristiske lyd af et modem der ringer op. Det minder om min internetforbindelse i 1998, hvor man brugte et par døgn på at hente en MP3 fil på Napster.

De som kender mig ved at jeg har et heftigt internetforbrug. Jeg bruger nettet til alt hvad jeg kan komme i nærheden af, og har mit hoved godt begravet i dets afkroge. Men nu skal jeg pludselig til at genlære rutiner og tricks fra 1998. Hvordan ringer man billigt hjem med opkaldskort? Hvor køber man et analogt vejkort over Riyadh? Måske jeg skulle købe et kassettebånd (!) til min bilradio? Jeg må vist bare trøste mig med at det kun er internethastigheden der er som 1998, indholdet er selvfølgelig up-to-date. Hvordan skulle man dog klare sig uden Wikipedia, når man lige skal slå de mange forkortelser op, for at virke konsulentsmart?