| Subcribe via RSS

Goodbye Paris!

February 14th, 2011 | View Comments | Posted in Personal, Travel, work

After more than 7 months in beautiful Paris, I am now fully moved back to Copenhagen. For the first time in more than 8 months I am in Denmark without plans for another trip to Paris.

Living in Paris has been a great experience and I have really enjoyed being able to get to know the city. Any future visits will be very different, since I now have the city “under my skin”.

Some of the things that will stay with me:

  • The metro experience – even though it is often crowded, the Parisian metro is very effective. Moreover, compared to Copenhagen, the Parisians are a lot more used to the “metro ballet” and are much better at getting out of each other’s way and being polite to each other (or perhaps this was my experience because I primarily used line 3 to Levallois-Perret in the morning, with the business crowd)
  • It may be a cliché at this point, but the French culture around food is great. I am no gourmet, but it is easy to tell that the food in the supermarket and in the restaurants is better quality than what we are used to in Denmark. As an added bonus, the French take more time to eat, making it a much more pleasant experience (if you have the time). The neighbourhood I worked in (Levallois-Perret) is full of little interesting restaurants, I would need at least another year to know my way around all of them.
  • The size and life of Paris: it always seemed like there a million people right outside my front door, since I have been lucky enough to live very centrally in Paris. It has been fun to get a little lost in the crowds in central Paris. I must have started to look French, since the tourists eventually started asking me for directions…
  • The French language: when people ask if I speak French now, I usually reply that I have improved. I can follow a normal business conversation in French and I can participate in a social one, but there is still a long way to go before I am fluent. I do plan to keep on practicing though; I’ve picked up a lot from newspapers, radio and casual conversations, now I need to work on my grammar.

It is great to be back with all my friends and my family in Copenhagen, in my own apartment. I am currently catching up on my deficit of black bread and liver paté (Blå Stryhns!), digging out caps, gloves and scarves from moving boxes to cope with the cold weather and getting my bicycle back in shape for the daily commute. The plan for this spring: to catch up with as many friends as possible and perhaps even make a few new ones along the way.

Tags: , ,

Moving to Paris

August 22nd, 2010 | View Comments | Posted in Personal, Travel, work

As you may already know if you are friends with me on Facebook or follow me on Twitter, I moved to Paris about two months ago, an internal transfer within my company, to work on a new collaboration platform for all +4000 employees. I thought I would write a description slightly longer here, just to sum up what is going on.

I have been interested in collaboration as a discipline for quite some time now. The idea of using some of the ideas of web 2.0, to make colleagues work better together is very fascinating to me. As a consultant in Denmark I was slowly building up some methodology, references and experiences within the area, but progress was and is slow. So when the opportunity arose for me to work on an actual collaboration project, with people I already knew and trusted, it was a pretty easy choice.

So now I am the Community Manager for our internal collaboration platform, for six months. What does it mean to be Community Manager? Dion Hinchcliffe provides an excellent explanation, but truth is the role is very much being defined at the moment. For now I have chosen to define it as “doing everything it takes to further collaboration on the platform”. At the moment that means handling technical issues in close collaboration with the vendor, providing user support, training users, writing policies and guidelines for the use of the platform and occasionally thinking more strategically about the long-term benefits of collaboration. I find the work very interesting and I am really looking forward to seeing what my colleagues will do with the tools we have set up for them.

I moved mainly because the job was interesting, but of course it didn’t hurt that the physical location was Paris. After we have been living here for about two months, I feel that we are starting to get a feel of the city. Compared to Copenhagen the service is better, the food is great, the smell is worse and the size much much bigger, with all that bigger size entails. The language is still a struggle, but we are making progress, thanks to French radio and TV, French podcasts, patient colleagues and quite a few people who just don’t speak English…

I am looking forward to another very eventful four months of working and playing hard and of living the sweet life in the city of lights.

Amerikansk præsidentvalg på tæt hold

November 18th, 2008 | View Comments | Posted in Fun, Personal, Politics, Travel

Et amerikansk præsidentvalg er en stor begivenhed ikke bare for amerikanerne, men også for andre lande der skal samarbejde med USA og bliver påvirket af de beslutninger, der tages af manden i det hvide hus. Derfor virker det naturligt at prøve at opleve begivenheden på nærmeste hold for at forstå amerikanerne lidt bedre og se, hvad det er der får dem til at gøre som de gør. Derfor har jeg for nylig tilbragt to uger i Los Angeles og Las Vegas på ferie.

Den første uges tid på denne tur blev tilbragt i Los Angeles, USAs næststørste by, den største by i landets største stat, verdens 5. største økonomi. Californien er en meget "mørkeblå" stat, altså dybt demokratisk, med en blanding og spændvidde af forskellige racer, seksuelle observanser og indkomstklasser, der gør det svært at generalisere noget om den. Torn HopeDerfor er det i virkeligheden heller ikke det smarteste sted at være ved et præsidentvalg, resultatet i denne stat er givet for længst, og begge kandidater førte valgkamp andre steder. Obamas hær af frivillige arbejdede primært med at ringe ubeslutsomme vælgere i andre stater op eller tage busture til nabostaterne for at banke på døre. Vi besluttede os for at følge strømmen og henlægge et par dage af turen i Las Vegas, Nevada. Muligheden for at opleve den konstante feststemning i casino-byen spillede også en rolle, men håbet var også at der var mere action i Nevada som "swing-state" end i Californien. Vi blev ikke skuffede hverken mht. fest eller politisk action. I modsætning til Los Angeles er Las Vegas mere komprimeret (mindre bilkørsel), billigere (fordi casinoerne håber, at du så bruger pengene spillebordene) og med bedre vejr (ørken!).

Tanken med at tage til USA samtidig med afgørelsen af præsidentvalget bygger på et nyt princip, jeg forsøger at rejse efter: i stedet for bare at tage interessante steder hen i verden er målsætningen at tage interessante steder hen, når der sker interessante begivenheder. Det var på forhånd usikkert, hvor meget valg det var muligt at opleve uden at være lokal og uden en specielt lang tidshorisont. Deltagelsen i valgkampagnen blev da heller ikke helt så aktiv som den kunne have været. Der var mulighed for at arbejde som frivillig på Obama kampagnen, men arbejdet med at tilbringe lange timer i et mørkt kontorlokale og ringe til ubeslutsomme vælgere i andre stater virkede på en eller anden måde ikke så attraktivt, da først Los Angeles lå for fødderne badet i californisk sol. På samme tid føltes det en smule uærligt som udlænding at føre kampagne på den måde. En udenforståendes velmenende indblanding ville måske endda have den modsatte effekt i visse tilfælde?Super Obamaman

Men manglen på direkte aktiv deltagelse betød ikke, at vi ikke oplevede valgstemning i Los Angeles. Valgplakater, bumper-stickers og tv-reklamer gjorde kampagnerne synlige overalt, og amerikanerne vil meget gerne diskutere deres politiske situation, og er meget nysgerrige efter at finde ud af, hvordan andre dele af verden opfatter dem. Det fører til mange sjove samtaler om det politiske spektrum i USA vs. Europa om økonomi og om værdier. At socialisme ikke er et skældsord hos os, at vi har gratis hospitaler og universiteter, men en høj skatteprocent, og at religion er en langt mindre del af vores politiske diskurs, er overraskende for mange amerikanere.

Valgstemningen var dog endnu mere tydelig, da vi kom fra Los Angeles til Las Vegas. Nevada var en "swing-state", hvor begge kampagner havde en chance for at løbe med sejren, og det betød kamp til stregen. At valget her ikke blev afgjort før valgdagenMedia betød et massivt opbud af tv-reklamer, politisk aktivitet på gaden og ikke mindst muligheden for at se kandidaterne i aktion. Vi var så heldige at fange Michelle Obama på hendes næstsidste kampagnestop. Et massivt medieopbud, adskillige hundrede entusiastiske tilhængere og to solbrændte danskere så den kommende præsidentfrue blive introduceret af engagerede unge kampagnefrivillige og levere en passioneret tale for "change". Modkandidaten blev ikke nævnt, i stedet var fokus på, hvad Obama kan gøre anderledes. Tilhængerne behøvede ingen overbevisning, og mødet havde mest til formål at få de frivillige tændt og til at få de sidste ubeslutsomme vælgere til stemmeurnerne. Det ønskede resultat udeblev ikke, på valgaftenen vandt Obama Nevada, en vigtig del af den samlede sejr.Michelle Obama

Mest interessant var dog i virkeligheden et blik ind i tabernes lejr, mens de stadig troede på det. Samme dag som Fru Obama leverede sin tale om morgenen, afholdt vores allesammens "maverick" John McCain et stort vælgermøde i Las Vegas forstaden Henderson. To solbrændte danskere kunne ikke lade være med at tage et skridt ind i løvens hule. Takket være internet og GPS fandt vi hurtigt vej ud af byen. Allerede da vi stod i kø for at komme ind på forstadens auditorium, begyndte nervøsiteten at melde sig: hvad nu hvis de spørger, hvem vi er, og hvad vi laver her? Vi kunne jo ikke svare, at vi var lyserøde ateister fra Skandinavien. Heldigvis slap vi i køen med smil og vink, vi afholdt os også fra at skrige "Nobama!!!" efter passerende biler, der støttede den demokratiske modkandidat. Vi var i selskab med den hvide middelklasse, og diskussionen gik livligt på, hvad politikken for deling af drikkepenge blandt restaurationsmedarbejdere skulle være (også til afstemning i Nevada). Flere af personerne i køen arbejdede på casinoerne i Las Vegas og var ikke meget for "spreading the wealth around" i stil med Joe the Plumber.I am Joe the Plumber

Aftenen accelerede væsentligt i intensitet ca. 30 minutter senere, da vi lige efter at være kommet igennem metaldetektorerne blev hevet til side af en karseklippet fyr med øresnegl: "do you guys want to come on the stage?". Forespørgsler fra den slags personer siger man ikke nej til, s
å vi nikkede blot og fulgte efter. I køen for de udvalgte blev det tydeligt, hvorfor vi var blevet taget til side. Vi var en del af en medievenlig sammensætning af forskellige racer og aldre, med veteraner og festligt klædte tilhængere blandet ind. Jeg tænker, at vi repræsenterede "unge hvide fyre for McCain". Der var ikke så mange af den slags, og vi valgte at lade være med at nævne, at vi egentlig ikke hørte til dem. I køen for de udvalgte holdt vi lav profil, men snakkede kort med entusiastiske tilhængere, som var sikre på, at McCain kunne levere en overraskelse aftenen efter på trods af nedslående meningsmålinger. Efter meget lang tids venten blev vi eskorteret til scenen til stort bifald fra det tusindtallige publikum allerede på plads i auditoriet. På scenen blev der udleveret håndmalede skilte, med slogans: "Rebels for McCain", "Drill baby, drill" og lignende. Keep your change?Vi blev instrueret i at hæve og sænke de udleverede skilte mens tv-kameraerne blev kalibreret, og en sort fyr med en knægt på skuldrene blev flyttet ind på midten i en bedre kameravinkel. Mere ventetid blev fordrevet med at lære de omkringstående bedre at kende. En ældre dame fremhævede mig som en god dreng, fordi jeg var kommet for at støtte McCain, i modsætning til hendes egen søn der var gået over til Obama. "It breaks my heart" som hun sagde. Jeg besluttede mig ikke at risikere yderligere fraktur og holdt min sande politiske identitet skjult, bla. fordi hun straks efter tilføjede, at hun egentlig mest havde lyst til at "beat it out of him". Samtalen gik videre på hendes problemer, med at han endnu ikke var gift som 35-årig. Skylden blev placeret på indflydelsen fra de venstreorienterede i musikbranchen, hvor han arbejdede. Jeg nikkede, smilede pænt og fik klap på skulderen af folk omkring mig.

Aftenen startede med taler fra flere lokale politikere, som også søgte genvalg i området. Mange af dem havde en lidt desperat, men optimistisk, tone. Vi blev bedt om at huske at stemme dagen efter, men også at huske at tage venner og familie med til valgstedet, der var brug for alle stemmer. Mængden vågnede dog først rigtigt op, da den lokale præst kom på og piskede en stemning op. Det var noget med at bede til Gud om at vælge den rigtige kandidat. Hvem det var, blev ikke nævnt med navn, men vi var ikke i tvivl. Havde man været af en anden religion end konservativ kristen, ville man nok syntes, at talen blandede religion og politik lige lovlig meget, men der var med garanti hverken muslimer, jøder eller andre religioner blandt publikum i Henderson, og de sekulære danskere holdt lav profil. Kort efter måtte vi holde hånden på hjertet og mumle os igennem "The Pledge of Allegiance", troskabseden til flaget, som ingen af os kendte. Heller ikke nationalsangen kunne vi teksten til, men det blev heldigvis ikke bemærket.

Endelig var det tid til aftenens hovednavn: McCain entrede scenen sammen med konen, Joe Lieberman, Lindsey Graham og flere andre støtter. Vi på scenen fik en dobbelt "thumbs-up" og kvitterede med et rungende og taktfast "HERO, HERO". Fra en rullende teleprompter gav kandidaten standardtalen, som vi havde hørt på nyhederne adskillige gange. En medhjælper brød sig ikke om, at vi filmede det politiske håndværk backstage, hvordan en medhjælper styrede teleprompteren, og hun fik rullet gardinerne for. Vi klappede på passende steder mest for ikke at skille os ud. Der var dog rigeligt med stemning, når vores sidemænd højlydt proklamerede deres støtte: "you tell ‘em John!!" og "U-S-A!!".

Kort efter var det hele forbi, stjernen forlod scenen, lige inden jeg nåede at få trykket ham i hånden. Derefter gik turen ud og hjem gennem et massivt politiopbud og en flok unge supportere, der uddelte klistermærker. Tilbage i Las Vegas blev det til en enkel godnatøl under Venetians falske blå himmel, inden vi resignerende måtte erkende, at intet vi ville opleve under de blinkende neonlys den aften, som ville kunne overgå det politiske festfyrværkeri, vi lige havde overværet.

Meet the locals

November 15th, 2008 | View Comments | Posted in Travel

Der er 3 distinkte ting jeg vil huske ved Los Angeles:

De mange racer og kulturer. Los Angeles har, som New York, en fantastisk blanding af mennesker og multikulturalitet. Når man kører igennem byen passerer man Highwayindenfor få kilometer Little Armenia, Koreatown og Little Tokyo før man rammer South Central med den afro-amerikanske befolkning. Andre kvarterer er hovedsagligt domineret af latinoer, før man når de hvide kvarterer som Beverly Hills og Santa Monica. Byen er naturligvis meget opdelt efter racerne, og der er kvarterer man ganske enkelt ikke kommer i, eller i det mindste bevæger sig rundt til fods i. Men det er alligevel specielt når koreanerne snakker mere spansk end engelsk, når kirkerne har gudstjenester på tre sprog hver søndag (spansk, engelsk og koreansk) og når de fleste har en etnisk baggrund der tager tid at forklare. En typisk samtale lyder sådan her:

"So what is your background?"
"Well, my father has an Irish mother and a Korean father, my mother is half-hawaiian and half-German"
"Uhm ok"
"I guess you can say that I’m American. What’s your background?"
"Uhm… Danish?"

Størrelsen. Alle ved at Los Angeles er stor, men det er alligevel lidt specielt at bevæge sig rundt på gaderne og finde ud af hvor enorm den egentlig er. Det er ikke usædvanligt at køre 25 kilometer for en kop kaffe, ligesom det heller ikke er usædvanligt at tilbringe 1 time i kø¸ på en kort køretur. 8-sporede motorveje krydser byen, men er lige så fyldte som labyrinten af mindre gader nedenunder. Folk i Los Angeles lever i deres biler, og man ser folk spise, lægge make-up, surfe på nettet, se fjernsyn og tale i telefon mens de venter på at trafikken løsner sig. De lokale har tydeligvis vænnet sig til situationen og tager den med ophøjet ro. Byen har intet centrum, men føles mest som 30 provinsbyer der er vokset sammen. Med enkelte undtagelser er der få bygninger med mere end 10 etager. Til gengæld strækker byen sig 70 kilometer fra den ene ende til den anden.

Californiateten … eller hvad man nu skal kalde den. Der er en helt speciel stemning på gaden i Los Angeles, der lader bare til at være en større andel af lettere mentalt forstyrrede mennesker end andre steder. Misforstå mig ikke, indbyggerne er 99,9% almindelige, flinke amerikanere… der er bare også andre. Man bliver antastet af unge entreprenører der vil promovere deres demo cd’er, man opfordres med jævne mellemrum til at elske Jesus, give en skærv, lukke røven eller bare at huske at stemme. Altsammen fra fremmede og ofte ildelugtende mennesker, af deres lungers fulde kraft. Den slags personer der snakker højlydt med sig selv, uden at have et Bluetooth headset i øret.Scientology

Min teori er, at overfloden af disse meget synlige personager, skyldes to faktorer som ikke findes mange andre steder. Som Frank Lloyd Wright engang sagde, "hvis man  vender verden på siden ender alt det løse i Los Angeles". Der er noget om snakken. Der er et overskud af den slags "larger-than-life" mennesker som er kommet til LA for at blive den næste store stjerne indenfor film eller TV. Men med hård konkurrence om de få pladser på toppen af poppen, ender mange uundgåeligt med uforløste drømme om rigdom og berømmelse. Det kan have en destruktiv effekt på psyken, at indse at man aldrig bliver mere end tjener. Det kan måske forklare, at der ligger adskillige store og meget velholdte Scientology bygninger i Hollywood området, og at der er rigeligt med små butikker med "psychics and healers" der kan fortælle dig præcist hvad problemet er.

Klimaet understøtter at livet leves på gaden. Om vinteren kan temperaturen af og til bevæge sig ned omkring frysepunktet, men det meste af tiden er der solskin og behagelige varmegrader. I USA er der ikke meget socialt sikkerhedsnet til at fange dem der falder mod bunden. Til gengæld mindsker klimaet i Los Angeles behovet for langsigtet planlægning. Det kan reelt lade sig gøre at leve på gaden eller i bilen (ret udbredt blandt de fattigste) hele året, og måske lige nøjagtig skrabe nok indkomst sammen hver dag til at overleve uden faste rammer.
Alt i alt er LA et fantastisk sted, med unik amerikansk kultur og stil. Trafikken og smoggen kan dog få enhver til at overveje et kortere ophold i million-landsbyen, fremfor et længere.

Se billederne på Flickr
.

Tags: , , , , ,

Fra en bakke i Silver Lake

October 28th, 2008 | View Comments | Posted in Politics, Travel

I går aftes lænede en fyr sig sig hen over cafe bordet, kiggede op og ned af mig og sagde drevent: "where are your from?". I et forsøg på at være hurtigt tænkende, på trods at +18 timers rejsetid, spurgte jeg, hvor han troede jeg var fra. Svaret kom hurtigt: "you look like a New Yorker". Det må have været de sorte, stramme jeans der gjorde det. Jeg skilte mig tydeligvis ud, og med en kuffert på slæb var det tydeligt at jeg ikke var lokal. Den syd-californiske tøjstil er noget mere afslappet end jeg er vant til, og selv lange bukser virker formelt. Jeg valgte at tage gættet som en slags kompliment, at jeg lignede en af blege mennesker fra østkysten, men jeg er ikke sikker på at det var sådan ment.

Jeg overraskes til stadighed over hvor fantastisk et værktøj Couchsurfing er, for en rejsende med lyst til at møde de lokale når man rejser. FWhere I stayedor en uge siden skrev jeg til en flok forskellige mennesker med profiler på siden, for at høre om der var nogen der havde lyst til at få mig på besøg i et par dage. Jared skrev tilbage at jeg var velkommen til at komme forbi, og derfor sidder jeg nu på en luftmadras i et lille hvidt hus på toppen af en bakke i Silver Lake kvarteret i Los Angeles, med udsigt til det ikoniske Hollywood skilt, mens Jared laver mad og serverer stærk "micro-brew".
Det er gået op for mig at Silver Lake ligger langt fra det stereotypiske billede man har af Los Angeles. Der er ganske vist biler overalt og rigeligt med fast-food resturanter, men også enkelte modige personer på cykler, hyggelige fortovscaféer og flere små butikker med specielle og underlige ting på hylderne. Silver Lake minder mere om Haight-Ashbury i San Francisco end noget andet. De fleste af bilerne bærer "Obama 08" og "No on prop 8" klistermærker og der er ingen tvivl om hvor sympatien ligger her. Området er domineret af to grupper: latinos og homoseksuelle. Den spansk-talende del af befolkningen har Obama klistermærker på, de homoseksuelle reklamerer primært for "No on prop 8". Jared er hverken latino eller homoseksuel, men støtter aktivt op om begge sager.Silver Lake

For 4-5 måneder siden fik jeg en idé at om at jeg ville til USA og se afgørelsen på det amerikanske præsidentvalg. Uanset udfaldet er et præsidentvalg en historisk begivenhed, og jeg tænkte at det ville være fantastisk at opleve det på nærmeste hold. Efter lang tids overvejelse kom der til sidst en plan på plads. Først lidt tid på egen hånd, sammen med Jared og venner. Senere, efter at han har overstået PDC08, sightseeing sammen med Jonas.

Men for nu er jeg bare glad for at jetlagget er ved at lette, bla. vha. af de stærke mørke øl der bliver serveret. Gotta go, maden er på bordet.

Tags: , , , ,

Mere afsked med Saudi-Arabien

August 29th, 2007 | View Comments | Posted in Fun, Personal, Travel

Der mangler måske en lidt mere personlig update på afskeden med Riyadh. Overraskende nok er det faktisk lidt vemodigt at tage afsted. Jeg glæder mig enormt til at komme tilbage til Danmark, af mange forskellige årsager, men det er faktisk lykkes mig at finde flere ting i Riyadh som jeg vil savne.

  • Jeg vil savne min posse af hjemmebryggende, tætdrikkende, højlydte englændere, australiere, irere og new zealændere, som jeg har været til flere ambassadefester sammen med. Hvorfor er de engelsk-talende folkefærd altid de letteste at komme i kontakt med? Og hvorfor starter rugby-sæsonen først i september? Det er lang tid siden jeg har forstuvet noget.
  • Jeg vil savne at snakke engelsk med ovennævnte posse, pludselig kan man bruge alle de platte ordspil man har suget til sig fra TV og film. Bør jeg være stolt af at jeg, i lettere beruset tilstand, ofte bliver antaget for at være irer?
  • Jeg vil savne at have en swimming pool i gåafstand fra min lejlighed. Enough said.
  • Jeg vil savne solen. Efter sommerens maksimum på +50 grader er temperaturen så småt begyndt at falde, og man kan nu holde ud at hænge ved poolen i kølige 40 graders varme. Samtidig har Danmark haft den vådeste sommer i 27 år.
  • Jeg vil savne quad-bike ture i ørkenen. Størrelsen og tomheden er fascinerede.
  • Min indre bonderøv vil savne at vride min udlejningsbil gennem Riyadhs trafikkaos, på benzin til én krone literen. Hvornår får jeg igen mulighed for at køre så råddent?
  • Jeg vil savne at være anderledes og eksotisk udlænding fra fjerne Danmark, med underlige vaner og værdier. Når man med jævne mellemrum bliver udspurgt om hvordan religion, politik og moral er skruet sammen i Danmark, har man en chance for at tænke over hvorfor man tænker som man gør.
  • Jeg vil savne de absurde situationer der hele tiden opstår i mødet mellem ung europæer og konservative sauder. Som når man sidder i morgentrafikken og rocker i bilen til højlydt gangsta-rap, og sauderne i de andre biler bare glor og glor og glor.

Jeg ville ønske at jeg skulle til at savne en internationalt sammensat vennekreds af folk på min egen alder, som da jeg for fire år siden var 6 måneder i Stuttgart. Jeg har desværre ikke mødt så mange jævnaldrende i Riyadh, hverken udlændinge eller lokale. Det kunne have været meget interessant at have haft saudiske venner fra min generation og få lov til at se hvordan deres hverdag er. Desværre findes der ikke så mange steder hvor man naturligt kan socialisere med lokale på min alder. Familien er samfundets omdrejningspunkt, og det er meget svært for en udlænding at komme indenfor der. Det nærmeste jeg er kommet, er i det lokale mall hvor jeg, som den eneste hvide mand under 40, nysgerrigt bliver checket ud af øjnene i sprækkerne. Men ud over de anonyme (og arabiske) Bluetooth beskeder jeg modtager på min telefon, er der ikke meget dialog.

Afsked med Saudi-Arabien

August 28th, 2007 | View Comments | Posted in Personal, Politics, Travel

Det er ved at være tid til at sige farvel til Saudi-Arabien. I går havde jeg været her i 6 måneder, og på fredag flyver jeg igen mod Danmark. Med afrejsen på plads er det også tid til at gøre status over tiden i Riyadh. Opholdet i ørkenlandet har været utroligt spændende og lærerigt. Det har været et privilegie at få et førstehåndsindtryk af Mellemøsten, og kunne få af- eller bekræftet de forestillinger jeg havde med hjemmefra.

Saudi-Arabien er mange af de ting folk tror – at kvinderne er tildækkede og ikke må køre bil, at unge mennesker ikke har friheder til at bestemme hvem de vil være sammen med af det modsatte (eller samme) køn, giver et meget opsplittet og lidt kedeligt samfund med danske øjne. At der findes fattige mennesker i et land som Saudi-Arabien er også svært at forstå. Det er svært at acceptere at der findes en social underklasse af indere, pakistanere og fillipinere der bliver betalt meget lave lønninger under ringe arbejdsforhold. Samtidig er kongefamilien ufatteligt rig.

Flere af de forestillinger jeg havde med hjemmefra er altså blevet bekræftet: Saudi-Arabien er et ret uperfekt land på mange måder. Men samtidig har jeg haft personlige oplevelser der gør helhedsindtrykket mere positivt. At møde gennemsnitlige saudere er en bekræftelse af at vi grundlæggende ikke er så forskellige på tværs af nationaliteter. Det er ganske befriende at komme til Saudi-Arabien og finde ud af at der findes helt almindelige mennesker under ghutraerne og niqaberne. Når man tilbringer tid i landet og møder de lokale, finder man ud af, at deres værdisæt på mange måder ligner vores, selvom udlevelsen naturligvis er meget mere konservativ. Det lyder banalt, men det er betryggende at opleve at den gennemsnitlige arabiske børnefamilie har mange af de samme mål i livet som en tilsvarende dansk. Hver gang man fokuserer på de store forskelle bør man også huske på at der er store ligheder.

Som ung jubeloptimist vælger jeg at se positivt på fremtiden for Saudi-Arabien. Kongefamilien er begyndt at indse at man er nødt til at åbne økonomien og samfundet op, for at kunne være med på det globale marked. Med mere økonomisk åbenhed som drivkraft, tror jeg at der vil ske samfundsmæssige forandringer der vil gøre Saudi-Arabien til et mere åbent og tolerant samfund. Efterhånden bliver man nødt til at lempe eller opgive restriktionerne for at kunne konkurrere, det kunne indebære at lade kvinderne komme ind på arbejdsmarkedet og at snige sig væk fra de religiøse dogmer der forhindrer udvikling. Man er også nødt til at give arbejderne bedre vilkår, i takt med at mere åbne lande som Emiraterne fører an. En stor procentdel af befolkningen i Saudi-Arabien er meget ung. Man kan håbe på at de næste generationer gradvist kan presse flere reformer igennem, uden at det behøver at medføre voldelige omvæltninger. Om det tager 10, 20 eller 30 år er svært at sige.

Noget af det vigtigste jeg tager med mig fra mit ophold i Saudi-Arabien er et langt mere nuanceret billede af Mellemøsten som helhed. Mens Saudi-Arabien, som et af de største, rigeste og mest konservative lande i Mellemøsten, skal bruge lang tid at gennemføre forandringer, er der mange andre steder hvor tegnene på udvikling er tydeligere og hvor man indenfor de næste par år forhåbentlig vil se mange interessante ting ske. Under mit opholdet i Saudi-Arabien har jeg fået besøgt et par lande i Mellemøsten (Bahrain, Qatar, Emiraterne og Oman), og mødt folk fra endnu flere (Egypten, Jordan, Syrien, Libanon, Palæstina etc). I den vestlige verden er der ofte en tendens til at se hele regionen som én samlet størrelse, og generalisere. Men de regionale forskelle er selvfølgelig lige så store som i vores del af verden. Saudi-Arabien er meget anderledes end mere åbne, tolerante, og med danske øjne, almindelige lande som Bahrain, Emiraterne og Oman. Folk fra Jordan, Libanon og Syrien har oftest mere til fælles med os mht. værdier end de har med folk fra Saudi-Arabien. De syntes også at de mange restriktioner her er overdrevne og undertrykkende. Det giver håb for at der er kortere vej til forandring i andre steder.

Nå, men nok politik. Det bliver stort at komme hjem til en af verdens bedste byer, fuld af venner og oplevelser, men jeg er helt sikkert ikke færdig med Mellemøsten. Jeg mangler stadig at besøge Jordan, Syrien og Libanon. Måske en skiferie i 2008 eller 2009 skulle gå til Beirut?

Roadtrip i Mellemøsten

August 2nd, 2007 | View Comments | Posted in Personal, Travel

Jeg har haft besøg af mine forældre, på 14 dages ferie i Mellemøsten. Det var en chance for at lege turistguide i min midlertidige hjemby og vise Hr. og Fru Danmark hvordan Saudi-Arabien i virkeligheden hænger sammen. Det var interessant at se det hele med et friskt perspektiv – det overraskede specielt mine forældre hvor amerikaniseret Saudi-Arabien er, med en McDonalds på hvert gadehjørne og den flade bystruktur der gør det nødvendigt at have en bil for at komme nogen vegne.

Vi Jeg havde på forhånd besluttet at 14 dage i Riyadh ville være for kedeligt, så en roadtrip blev planlagt. Det blev til en meget oplevelsesrig tur, til Doha i Qatar, Abu Dhabi og Dubai i Emiraterne og til Omans nordspids og byen Khasab. At tage på roadtrip i Mellemøsten er noget ret specielt – om ikke andet så bare fordi der ikke er andre der gør det, og slet ikke om sommeren når varmen er værst. Forestil dig et midaldrende dansk ægtepar, med deres skæggede og solbrændte søn (der af og til bliver forvekslet med en syrer eller libaneser), komme drønende med 160 km/t gennem hundredevis af kilometers øde ørken i den mindste bil på vejen. Det er ikke så underligt at alle vagterne ved grænserne kiggede en ekstra gang når vi stak dem tre danske pas, fra en saudisk registreret bil. Flere spurgte direkte hvad vi egentlig havde gang i og ingen grænsekrydsninger tog mindre end en time.

For mig var højdepunkterne på turen, de dele af Mellemøsten jeg endnu ikke havde oplevet. Dubai er et virvar af byggekraner, dyre hoteller og en speciel blanding af hele verden. Det er fascinerende at opleve, og det kan være et oplagt fremtidigt turistmål at komme tilbage til*. Oman, blot et par timers kørsel væk, var Dubais modsætning – uberørt natur og meget få turister. Vi tog et par dage i byen Khasab ud mod Hormuz-strædet. I guidebogen omtales byen primært for sine rolle som base for iranske cigaretsmuglere (og der var da også forholdsvist mange speedbåde i vandet), men den store attraktion for os var havet, komplet med delfiner og fantastisk badevand.

* De vestlige medier skriver en del om Dubai, men meget lidt om de mindre pæne sider: Dubai har den samme underklasse af arbejdere fra Indien og Pakistan som man finder i Saudi-Arabien, det er dem der bygger det hele. Arbejderne får en minimumsløn og har ikke mange rettigheder, det er f.eks. først for nylig at man har indført længere pauser i arbejdet midt på dagen i sommerhalvåret. Arbejdsulykkerne er mange. Internettet er faktisk mere censureret end i Saudi-Arabien (Flickr, Jaiku og Couchsurfing er f.eks. blokerede)

“Hjemme” i Riyadh

July 17th, 2007 | View Comments | Posted in Travel

Jeg er tilbage i Riyadh, efter en kort tur til Europa. Det er en underlig fornemmelse at være “hjemme” i Riyadh, at blive hentet i lufthavnen af den samme chauffør som sendte mig afsted, komme hjem og afslappet smide benene op på sofabordet i min egen lejlighed. Det der for 4½ måned siden var nyt og eksotisk er nu hjemme. Det bliver endnu tydeligere, når jeg nu har fået forældrene på besøg, og jeg pludselig skal til at vise rundt i byen og kende de rigtige restauranter og museer. Men udvalget af turistattraktioner i Riyadh er ikke så stort, så allerede i morgen går turen videre til Abu Dhabi, Dubai og Oman. Den åbne vej venter!

Fragmenter på vejen

July 4th, 2007 | View Comments | Posted in Personal, Travel

Jeg er på hektisk sommertur, med en masse indtryk og oplevelser:

  • Fantastisk at være tilbage i Europa efter 4 måneder i varmen – at alle er hvidere, at alting er grønnere og dyrere er næppe overraskende, men påfaldende når man har været væk.
  • Fantastisk at hænge ud sammen med to jordanske kolleger på deres første tur udenfor Mellemøsten nogensinde. Paris ser anderledes ud gennem muslimske øjne, ligesom Saudi ser anderledes ud gennem mine. Kort sagt: pastasalat med bacon kan snyde, alkoholfri barture fungerer fint, Maceo Parker har universel appel, personlige forbindelser og førstehåndsoplevelser afliver fordomme.
  • Fantastisk at være tilbage i våde, kolde Danmark hvor alting bare fungerer og hvor vi er velsignede med forholdsvist ubetydelige bekymringer.
  • Fantastisk at være tilbage blandt familie og venner og blive genopbygget fysisk og mentalt på 36 timer, med hjemmelavet mad og gode samtaler.
  • Fantastisk at være tilbage i København, hos ambitiøse og virkelystne mennesker der tænker store tanker.
  • Fantastisk at være på vej til Roskilde og (forhåbentlig) konstatere at ungdommelig entusiasme (og alkohol) igen overvinder det forfærdelige danske sommervejr.