Web 2.0 for hele familien
Jeg har alle ti fingre solidt placeret på nettet, og på trods af min underernæring mht. båndbredde her sydpå, følger jeg stadig med hvor jeg kan. Jeg melder mig som sædvanlig til en masse underlige beta-tests og prøver alle de nye smarte webapplikationer af. Mange er sjove eller interessante, men få er rigtigt brugbare. Ud af de brugbare er endnu færre værd at dele med andre. De fleste af applikationerne er bygget op omkring et eller andet socialt og bliver mere interessante når man inviterer familie og venner. Men jeg har for længe siden indset at det er de færreste der gider at bruge så lang tid på nettet som mig, og derfor er man nødt til at vælge sine invitationer med omhu. Med den taktik er det indtil videre lykkes mig at få familien hooked på Firefox, Skype, Gmail, Google Calendar og Picasa.
Nu tror jeg at jeg har fundet den næste til listen. Jeg har mine professionelle kontakter på Linkedin, mine personlige kontakter på Skype og Messenger, men hvor er familien? Med Geni findes der en løsning der kan få hevet familien ind i et social netværk. Bygget op omkring familietræet er Geni kollaborativ slægtsforskning. Jeg startede med at tilføje den nærmeste familie og invitere. Siden er familietræet vokset som ukrudt og indeholder nu over 60 mennesker, helt tilbage til 1799. Det vokser stadig, og andre familiemedlemmer er allerede mere aktive end mig, godt ansporet af en rangliste hvor de mest aktive medlemmer i forskellige kategorier fremhæves. Netværkseffekten er “in effect” og der dukker word-dokumenter, maskinskrevne sider og papirlapper op med tidligere generationers research. Nu mangler vi bare at der er nogen der får flere børn, så jeg kan genvinde min #1 placering på ranglisten ved at være den første til at tilføje dem…
