Et amerikansk præsidentvalg er en stor begivenhed ikke bare for amerikanerne, men også for andre lande der skal samarbejde med USA og bliver påvirket af de beslutninger, der tages af manden i det hvide hus. Derfor virker det naturligt at prøve at opleve begivenheden på nærmeste hold for at forstå amerikanerne lidt bedre og se, hvad det er der får dem til at gøre som de gør. Derfor har jeg for nylig tilbragt to uger i Los Angeles og Las Vegas på ferie.
Den første uges tid på denne tur blev tilbragt i Los Angeles, USAs næststørste by, den største by i landets største stat, verdens 5. største økonomi. Californien er en meget "mørkeblå" stat, altså dybt demokratisk, med en blanding og spændvidde af forskellige racer, seksuelle observanser og indkomstklasser, der gør det svært at generalisere noget om den. 
Derfor er det i virkeligheden heller ikke det smarteste sted at være ved et præsidentvalg, resultatet i denne stat er givet for længst, og begge kandidater førte valgkamp andre steder. Obamas hær af frivillige arbejdede primært med at ringe ubeslutsomme vælgere i andre stater op eller tage busture til nabostaterne for at banke på døre. Vi besluttede os for at følge strømmen og henlægge et par dage af turen i Las Vegas, Nevada. Muligheden for at opleve den konstante feststemning i casino-byen spillede også en rolle, men håbet var også at der var mere action i Nevada som "swing-state" end i Californien. Vi blev ikke skuffede hverken mht. fest eller politisk action. I modsætning til Los Angeles er Las Vegas mere komprimeret (mindre bilkørsel), billigere (fordi casinoerne håber, at du så bruger pengene spillebordene) og med bedre vejr (ørken!).
Tanken med at tage til USA samtidig med afgørelsen af præsidentvalget bygger på et nyt princip, jeg forsøger at rejse efter: i stedet for bare at tage interessante steder hen i verden er målsætningen at tage interessante steder hen, når der sker interessante begivenheder. Det var på forhånd usikkert, hvor meget valg det var muligt at opleve uden at være lokal og uden en specielt lang tidshorisont. Deltagelsen i valgkampagnen blev da heller ikke helt så aktiv som den kunne have været. Der var mulighed for at arbejde som frivillig på Obama kampagnen, men arbejdet med at tilbringe lange timer i et mørkt kontorlokale og ringe til ubeslutsomme vælgere i andre stater virkede på en eller anden måde ikke så attraktivt, da først Los Angeles lå for fødderne badet i californisk sol. På samme tid føltes det en smule uærligt som udlænding at føre kampagne på den måde. En udenforståendes velmenende indblanding ville måske endda have den modsatte effekt i visse tilfælde?
Men manglen på direkte aktiv deltagelse betød ikke, at vi ikke oplevede valgstemning i Los Angeles. Valgplakater, bumper-stickers og tv-reklamer gjorde kampagnerne synlige overalt, og amerikanerne vil meget gerne diskutere deres politiske situation, og er meget nysgerrige efter at finde ud af, hvordan andre dele af verden opfatter dem. Det fører til mange sjove samtaler om det politiske spektrum i USA vs. Europa om økonomi og om værdier. At socialisme ikke er et skældsord hos os, at vi har gratis hospitaler og universiteter, men en høj skatteprocent, og at religion er en langt mindre del af vores politiske diskurs, er overraskende for mange amerikanere.
Valgstemningen var dog endnu mere tydelig, da vi kom fra Los Angeles til Las Vegas. Nevada var en "swing-state", hvor begge kampagner havde en chance for at løbe med sejren, og det betød kamp til stregen. At valget her ikke blev afgjort før valgdagen
betød et massivt opbud af tv-reklamer, politisk aktivitet på gaden og ikke mindst muligheden for at se kandidaterne i aktion. Vi var så heldige at fange Michelle Obama på hendes næstsidste kampagnestop. Et massivt medieopbud, adskillige hundrede entusiastiske tilhængere og to solbrændte danskere så den kommende præsidentfrue blive introduceret af engagerede unge kampagnefrivillige og levere en passioneret tale for "change". Modkandidaten blev ikke nævnt, i stedet var fokus på, hvad Obama kan gøre anderledes. Tilhængerne behøvede ingen overbevisning, og mødet havde mest til formål at få de frivillige tændt og til at få de sidste ubeslutsomme vælgere til stemmeurnerne. Det ønskede resultat udeblev ikke, på valgaftenen vandt Obama Nevada, en vigtig del af den samlede sejr.
Mest interessant var dog i virkeligheden et blik ind i tabernes lejr, mens de stadig troede på det. Samme dag som Fru Obama leverede sin tale om morgenen, afholdt vores allesammens "maverick" John McCain et stort vælgermøde i Las Vegas forstaden Henderson. To solbrændte danskere kunne ikke lade være med at tage et skridt ind i løvens hule. Takket være internet og GPS fandt vi hurtigt vej ud af byen. Allerede da vi stod i kø for at komme ind på forstadens auditorium, begyndte nervøsiteten at melde sig: hvad nu hvis de spørger, hvem vi er, og hvad vi laver her? Vi kunne jo ikke svare, at vi var lyserøde ateister fra Skandinavien. Heldigvis slap vi i køen med smil og vink, vi afholdt os også fra at skrige "Nobama!!!" efter passerende biler, der støttede den demokratiske modkandidat. Vi var i selskab med den hvide middelklasse, og diskussionen gik livligt på, hvad politikken for deling af drikkepenge blandt restaurationsmedarbejdere skulle være (også til afstemning i Nevada). Flere af personerne i køen arbejdede på casinoerne i Las Vegas og var ikke meget for "spreading the wealth around" i stil med Joe the Plumber.
Aftenen accelerede væsentligt i intensitet ca. 30 minutter senere, da vi lige efter at være kommet igennem metaldetektorerne blev hevet til side af en karseklippet fyr med øresnegl: "do you guys want to come on the stage?". Forespørgsler fra den slags personer siger man ikke nej til, s
å vi nikkede blot og fulgte efter. I køen for de udvalgte blev det tydeligt, hvorfor vi var blevet taget til side. Vi var en del af en medievenlig sammensætning af forskellige racer og aldre, med veteraner og festligt klædte tilhængere blandet ind. Jeg tænker, at vi repræsenterede "unge hvide fyre for McCain". Der var ikke så mange af den slags, og vi valgte at lade være med at nævne, at vi egentlig ikke hørte til dem. I køen for de udvalgte holdt vi lav profil, men snakkede kort med entusiastiske tilhængere, som var sikre på, at McCain kunne levere en overraskelse aftenen efter på trods af nedslående meningsmålinger. Efter meget lang tids venten blev vi eskorteret til scenen til stort bifald fra det tusindtallige publikum allerede på plads i auditoriet. På scenen blev der udleveret håndmalede skilte, med slogans: "Rebels for McCain", "Drill baby, drill" og lignende. 
Vi blev instrueret i at hæve og sænke de udleverede skilte mens tv-kameraerne blev kalibreret, og en sort fyr med en knægt på skuldrene blev flyttet ind på midten i en bedre kameravinkel. Mere ventetid blev fordrevet med at lære de omkringstående bedre at kende. En ældre dame fremhævede mig som en god dreng, fordi jeg var kommet for at støtte McCain, i modsætning til hendes egen søn der var gået over til Obama. "It breaks my heart" som hun sagde. Jeg besluttede mig ikke at risikere yderligere fraktur og holdt min sande politiske identitet skjult, bla. fordi hun straks efter tilføjede, at hun egentlig mest havde lyst til at "beat it out of him". Samtalen gik videre på hendes problemer, med at han endnu ikke var gift som 35-årig. Skylden blev placeret på indflydelsen fra de venstreorienterede i musikbranchen, hvor han arbejdede. Jeg nikkede, smilede pænt og fik klap på skulderen af folk omkring mig.
Aftenen startede med taler fra flere lokale politikere, som også søgte genvalg i området. Mange af dem havde en lidt desperat, men optimistisk, tone. Vi blev bedt om at huske at stemme dagen efter, men også at huske at tage venner og familie med til valgstedet, der var brug for alle stemmer. Mængden vågnede dog først rigtigt op, da den lokale præst kom på og piskede en stemning op. Det var noget med at bede til Gud om at vælge den rigtige kandidat. Hvem det var, blev ikke nævnt med navn, men vi var ikke i tvivl. Havde man været af en anden religion end konservativ kristen, ville man nok syntes, at talen blandede religion og politik lige lovlig meget, men der var med garanti hverken muslimer, jøder eller andre religioner blandt publikum i Henderson, og de sekulære danskere holdt lav profil. Kort efter måtte vi holde hånden på hjertet og mumle os igennem "The Pledge of Allegiance", troskabseden til flaget, som ingen af os kendte. Heller ikke nationalsangen kunne vi teksten til, men det blev heldigvis ikke bemærket.
Endelig var det tid til aftenens hovednavn: McCain entrede scenen sammen med konen, Joe Lieberman, Lindsey Graham og flere andre støtter. Vi på scenen fik en dobbelt "thumbs-up" og kvitterede med et rungende og taktfast "HERO, HERO". Fra en rullende teleprompter gav kandidaten standardtalen, som vi havde hørt på nyhederne adskillige gange. En medhjælper brød sig ikke om, at vi filmede det politiske håndværk backstage, hvordan en medhjælper styrede teleprompteren, og hun fik rullet gardinerne for. Vi klappede på passende steder mest for ikke at skille os ud. Der var dog rigeligt med stemning, når vores sidemænd højlydt proklamerede deres støtte: "you tell ‘em John!!" og "U-S-A!!".
Kort efter var det hele forbi, stjernen forlod scenen, lige inden jeg nåede at få trykket ham i hånden. Derefter gik turen ud og hjem gennem et massivt politiopbud og en flok unge supportere, der uddelte klistermærker. Tilbage i Las Vegas blev det til en enkel godnatøl under Venetians falske blå himmel, inden vi resignerende måtte erkende, at intet vi ville opleve under de blinkende neonlys den aften, som ville kunne overgå det politiske festfyrværkeri, vi lige havde overværet.
