Bering Express

Nettet, live

Tilbage for snart 8 år siden, 11. september 2001, sad jeg på mit kollegieværelse i Århus og så flyene ramme WTC på CNN. Jeg modtog tv-signalet gennem et TV-kort i min computer og fik hurtigt åbnet fire MSN Messenger chat-vinduer med venner og bekendte. Der var en begrænsning på fire personer pr. vindue, og der kørte flere paralelle samtaler, som gik over til copy/paste mellem vinduerne da tempoet blev for højt. Det var en slags spæd start på en fænomen som først nu er ved at slå rigtigt igennem: store begivenheder live på nettet mens de sker.

Nettet har længe givet os muligheden for at interagere med hinanden i real-tid, både gennem værktøjer som Messenger, Skype og andre. Men indenfor det seneste års tid har denne funktionalitet ændret karakter og spredt sig:

• Større begivenheder bliver ”live-blogget” af medierne (f.eks. Brøndby-FCK i går aftes eller alle større Apple begivenheder). Brugerne kommenterer begivenhederne mens de sker.
• Alle med et webcam kan starte deres egen tv-kanal med live-transmission på ustream.tv eller justin.tv. Tjenesterne bruges også til (uautoriseret) at streame film og tv-serier, mens seerne kommer med fladpandede kommentarer.
• Nyhederne streames live fra et væld af forskellige tv-kanaler igennem Livestation.com. Hver kanal har sit eget chatroom med hundredevis af samtidige brugere, hvilket fører til et ekstremt diskussionstempo når konflikter bryder ud (som under Gaza-krisen for nylig)
• Mange former for data opdateres nu live i Google Earth. Vi er godt på vej mod scenariet fra sci-fi klassikeren Snowcrash, hvor hovedpersonerne har adgang til en kontinuerligt opdateret model af hele verden.
• Man kan følge den konstante strøm af billeder der uploades på Flickr på Flickrvision, hvor der hvert sekund dukker nye ansigter op

Men et af de mest interessante fænomener på dette område er selvfølgelig Twitter. Det starter med en lille tekstboks på en hjemmeside, der spørger dig: ”hvad laver du lige nu?”. Man starter med at svare på spørgsmålet, selv om det føles dumt. Man kommunikerer trods alt ikke kun med vennerne på Facebook, men med hele verden. Derfor har indholdet også en anden karakter. Der er naturligvis opdateringer fra folk der rapporterer alle de små kedelige detaljer fra hverdagen, men der er også en direkte linie ind til mange interessante mennesker der både skriver små guldklumper, og svarer på alt hvad man kan tænke sig.

Live elementet kommer ind, når man finder ud af der er mere til Twitter end bare den lille boks på hjemmesiden. I programmer som Tweetdeck eller på sider som Tweetgrid kan den konstante strøm af beskeder filtreres, opdeles, lokaliseres og agggreres indtil Twitter bliver svaret på spørgsmålet ”hvad laver nettet lige nu?”. Det er fascinerende, og dybt afhængighedsskabende. Konkurrenterne vil også være med. Facebook har svaret igen med deres ”live-update” funktionalitet, konkurrenter som Friendfeed har måske bedre funktionalitet og brugergrænseflade, men Twitter lever sit eget liv og har sin helt egen kultur, med Twitter-møder i den virkelige verden, egne prisuddelinger og berømtheder. Det er lidt ligesom da blogging slog igennem.

Ved hvem hvor længe det holder? Hvis mikro-blogging er det nye blogging, kan det være at nano-blogging er det nye mikro-blogging? R U THR? Måske er der plads til det hele på én gang. En ting er sikkert: du behøver ikke længere utålmodigt at trykke F5 for at holde øje med hvad der sker ude i verden, bare åben en browservindue og lad floden af information ramme dig i ansigtet.

Venner som i virkeligheden

Facebook er et fænomen, og er vokset eksplosivt i Danmark i løbet af de sidste års tid. Igennem Facebook er jeg, som de fleste andre, blevet forbundet med hundredevis af mine nuværende og forhenværende venner. Efter at alle efterhånden er blevet oprettet og har fundet hinanden, begynder frekvensen af forbindelserne til nye venner at ligne den der findes i den virkelige verden. Det sker nu langt mindre ofte at der kommer nye forbindelser ind. Men nu har jeg så en liste på +200 mennesker jeg kender fra forskellige perioder i mit liv. Det er i virkeligheden ikke en særligt præcis reflektion af hvordan virkeligheden ser ud. Jeg holder ikke kontakten med +200 mennesker, og mange af dem på min kontaktliste har jeg ikke snakket med i årevis. Der mangler ganske enkelt den mobilitet der findes i den virkelige verden. Venner forsvinder, man mister kontakten, folk flytter, stifter familie eller man vokser fra hinanden. Derfor er der brug for funktionalitet i Facebook (og andre sociale netværk) der lader kontaktlisten "forfalde". Jo mindre kontakt jeg har med folk, jo mindre bør de automatisk fylde blandt mine kontakter. Det kræver naturligvis at Facebook, eller en lignende tjeneste, får mange flere informationer end de har nu. Derfor er det ikke urealistisk at forestille sig at man i fremtiden inddrager data fra f.eks. mobiltelefonen, om opkald, beskeder, den fysiske interaktion med andre mennesker og deres mobile enheder (gennem bluetooth data), for at lave et komplet billede af hvem jeg interagerer med.

Sagen er, at skridtet efter web 2.0 og det semantiske web, bliver den spæde start på en form for kunstig intelligens. Den kommer ikke fra en computer som vi kan lære at tænke som et menneske, men som tjenester og "agenter" der, med enorme mængder at data, kan finde mønstre og sammenhænge langt hurtigere end vi selv. Hvis du har delt din kalender data, dine bookmarks, dit netværk af venner, dine møder med andre mennesker, din fysiske lokation, dine billeder og meget andet (web 2.0), er der ikke langt til at sætte al denne data sammen (web 3.0/semantisk web) og vise dig noget du aldrig selv ville have set (kunstig intelligens 0.1 eller web 4.0). Givet; mønstergenkendelse er ikke intelligens, men for mange mennesker vil det ligne. Som Arthur C. Clarke engang skrev: "any sufficiently advanced technology is indistinguishable from magic". Med tiden vil kalenderen foreslå hvilke venner du bør invitere til fødselsdagsfesten, baseret ikke kun på kommunikationsfrekvensen i din interaktion med vennerne, men også kvaliteten af den. Med tiden vil avisen redigere sig selv, baseret på dine hidtige valg, radioen vil spille musik unikt tilpasset dig, og din umiddelbare situation. Og du vil elske det.

Se også Kevin Kellys indlæg om samme emne og Seth Godins liste over steder hvor brugen af data vil gøre din oplevelse bedre.

Mash-ups

Musikbranchen har gennemgået en fantastisk revolution de sidste ca. 10 år. Måden man anskaffer sig musik på er under radikal forandring. Selvom jeg nødig vil være uenig med XKCD, syntes jeg at det virker som om at der er kommet mere spændende musik ud af kaosset. En fantastisk sideeffekt af al den musik der er blevet downloadet, udvekslet og købt igennem tiderne er, at min og mine jævnaldrendes musiksmag efterhånden spænder rimeligt bredt. Johnny Cash, Beethoven og Yelle findes i samme musiksamlinger som Marilyn Manson, Norah Jones og Screamin’ Jay Hawkins. Vi er opvokset på, at alle slags musik er tilgængelig og at man kan lytte før man køber (hvis det overhovedet er nødvendigt at købe). Vi går efter kvalitet, hvad genren hedder er mindre vigtigt.

Dette blogindlæg handler dog ikke om musikbranchen, men om musik. Når man har den store blanding af heavy, pop, hip-hop og rock i musiksamlingen, virker blandingen af disse hits til noget nyt, nemlig som et naturligt næste skridt. Dette næste skridt er en forholdsvist ny genre: mash-ups. Mash-ups er musiknumre skabt af en skizofren sampling af alt det bedste, fra alle genrer og årtier. Det er ofte en blanding af to numre, men ét mash-up nummer kan også indeholde bidder fra en hel række forskellige sange.

Mash-up numrene gives bort på nettet, gennem hjemmesider, nyhedsbreve og fildelingstjenester. Der er meget middelmådigt imellem, men af og til finder man perler som sagtens kunne udgives og spilles i radioen. Når man har lyttet til det samme Nirvana nummer i 15 år i træk, får det nyt liv ved at blive blandet med lidt Stevie Wonder og lidt Jennifer Lopez. Læg mærke til hvordan J-Lo bliver mere mørk og melankolsk når S-Wo og K-Co hjælper til. Det klæder hende.

Som i andre genrer skal der et specielt talent til at bryde igennem til mainstream. Det talent er en ung DJ fra Pittsburgh, som går under navnet Girl Talk. Jeg stødte på ham gennem Last.fm, og har kørt albummet Night Ripper på “heavy rotation” siden. Flere kender ham nok fra den interessante “Good Copy Bad Copy” dokumentar om copyright, som blev sendt på dansk fjernsyn for et stykke tid siden (og som kan hentes gratis her). Mens andre bare mixer, skaber Girl Talk en syntese af populærmusik fra alle genrer, og laver noget der er bedre og større end ingredienserne. Der er noget for enhver smag, både pose-buksede hip-hoppere, indie-kids, pop-tøserne og alle os andre. Musik for os med alle genrer i musiksamlingen! Næste skridt må være at få en koncert med fyren i Danmark, hvem laver en Facebook gruppe?

Her er et et par links til at komme i gang med:

Mashuptown
Girl Talk’s MySpace
Dj BC
Lenlow
SixxMixx
PhilB

P.S. Måske er alt det her noget af det Steven Berlin Johnson skriver om i bogen Everything Bad Is Good for You, om at populær underholdning er blevet mere avanceret, i takt med at vores smag bliver mere avanceret. Jeg må hellere få den læst…

Om at blogge

Jeg prøver generelt at afholde mig fra at blogge om at blogge, jeg syntes at jeg kommer til at lyde sådan lidt selvsmagende og irriterende. Men en lille smule kan vel ikke skade… Jeg har efterhånden skrevet indlæg på Bering Express i +4 år, og det har givet nogle tanker om selve det at blogge. Mange bloggere brænder ud efter et stykke tid, og det overrasker mig lidt at jeg har holdt ud så længe. Frekvensen er godt nok meget lav (262 indlæg siden marts 2003), men alligevel. Nedenfor et par tommerfingerregler der holder det hele kørende:

Jeg forsøger at skrive originalt indhold. Der er så mange andre, der er bedre til at opstøve de sjove links og få dem formidlet hurtigt videre (Jeg forbeholder mig dog retten til at komme med flere, mindre indlæg hvis der lige er noget der passer )

En af grundene til at frekvensen her på siden har været ekstraordinært lav, er også at der nu findes andre kanaler som passer bedre til nogen budskaber. Ofte er en kort besked på Jaiku, en hurtig opdatering til vennerne på Facebook eller et billede på Flickr en bedre løsning end et indlæg her. For overblikkets skyld samles det meste på christian.bering.name. Samtidig er den skive af verden man kan skrive om, blevet mindre, som Emme skarpt har formuleret det. Arbejdet fylder mere og bloggen er mindre privat.

Men altså: målsætningen for fremtiden (og ikke bare det nye år) er den samme som den hele tiden har været: regelmæssige indlæg med originalt indhold i den sædvanlige stil.

TV

Når man ikke har båndbredde søger man automatisk tilbage til den originale fritids-røver: TV. Hernede er det ikke svært at blive fristet, jeg har omkring 50 kanaler, tilpasset det internationale publikum i min compound. Der er alt hvad man kan ønske sig (og mere til). Det interessante er ikke altid de normale kanaler, som også findes i Danmark, men alle de mere eller mindre obskure. Ud over CNN og BBC News er der f.eks. Fox News. Det er skræmmende at nogle mennesker rent faktisk får deres nyheder fra en så velsmurt, USA-centreret, virkelighedsfordrejning.

Der er også et andet kuriosum: American Forces Network, en gruppe tv-kanaler målrettet amerikanske tropper udstationeret rundt omkring i verden. Indholdet er bare amerikanske sitcoms og film, men reklamerne er erstattet af små informationsbidder om hvordan man opfører sig som amerikansk soldat i udlandet: hvordan man undgår kønssygdomme (ahem), hvordan man viser respekt for den lokale kultur, hvordan man undgår at blive overfaldet/kidnappet osv. Det er et fascinerende indblik i den enorme, verdensomspændende organisation, det amerikanske forsvar er. Det hele er krydret med små klip af almindelige amerikanere, der takker tropperne for deres indsats. Rørende.

I den lidt lettere genre findes underholdningsprogrammerne fra den globale landsby. Fillipinske gameshows, pakistanske sitcoms, japanske børneprogrammer og ikke mindst: libanesiske musikvideoer. Suk! Konceptprogrammerne er de samme over hele verden. Hvorfor nøjes med American Idol når man kan se “Idol West Africa” i stedet? Og “Hvem vil være millionær” er nu engang mere udfordrende på urdu end på dansk. Jeg tror heller ikke at der går lang tid før jeg kan følge med i den pakistanske udgave af “The Bold and the Beautiful”, jeg har regnet ud hvem af de sari-klædte tøser der er Brooke.

Når det hele bliver lidt for eksotisk og man bare vil bedøves, er der heldigvis rigeligt med tv-serier, film og sport som derhjemme. Mellem reklameafbrydelserne kan man helt glemme at man ikke ser dansk fjernsyn. Det er først når den smukke model i Head and Shoulders reklamen klager over tørt hår efter en lang dag under niqab’en, at man ikke er i tvivl om hvor man er.

P.S.: gad vide hvorfor en plakat med Ørkenens Sønner optræder i en afrikansk musikvideo?

Væk fra skrivebordet, men stadig på nettet

Min computer er en multimaskine der længe har erstattet en helt masse andet jeg plejede at bruge. Væk er stereoanlægget, TV’et, fastnettelefonen, den fysiske post, avisen og turene til banken. I den computer-centriske opsætning virker min +20 år gamle clockradio som et underligt fortidslevn. Jeg har flere gange søgt nettet tyndt uden at finde en tilpas avanceret erstatning der kan vække mig med stil. Jeg har endda prøvet at indstille min normale computer til at vække mig hver morgen, men larmende blæsere og 22 tommer Windows er ikke behageligt og alt for kompliceret at betjene i halvvågen tilstand, når Winamp kommer til at vælge Marilyn Manson i stedet for Norah Jones.

Men i 2007 tror jeg endelig at den skrattende plasticboks fra 1984 får dødsstødet. Jeg sætter min lid til at Chumby bliver den perfekte erstatning. Chumby er en slags tunet clockradio, med trådløs netforbindelse og en åben platform der gør den customisérbar. Jeg vil stå først i køen når de smider den på markedet her i løbet af foråret.

Eksperterne skriver at 2007 bliver de computerløse, webforbundne enheders år. Jeg håber at de får ret, og at jeg inden årets udgang bliver vækket af en Chumby, med et slideshow af billeder fra Flickr og en radiostrøm fra Last.fm. Jeg håber også at jeg snart foretager mine Skype-opkald uden at tænde computeren og at vores fester kan streames direkte gennem min router.

Inkomplet moblog-dækning

Det er på en eller anden måde et meget godt billede på mit forhold til de traditionelle medier: det første jeg gør, efter at have læst en artikel om de autonomes seneste bølge af hærværk og aktioner, er at tjekke Flickrs fotostream for København for at se billederne (hvor der overraskende nok ikke var noget at finde).

Ohøj for et stormvejr!

For dem der endnu ikke har lagt mærke til det, udspiller der sig i disse dage en fantastisk underholdende og spændende kamp om fildeling, ophavsrettigheder og international politik hos vore svenske naboer. I forgårs blev bittorrent hjemmesiden The Pirate Bay lukket af det svenske politi, ved et raid med 50 uniformerede betjente. I går kom det frem at ”piraterne” allerede er ved at sætte nye servere op i et andet land. I dag hører vi at de svenske myndigheder muligvis er blevet presset til aktionen af de amerikanske filmselskaber og at der er nogen der har hacket det svenske politis hjemmeside. Nu koger sagen blandt svenske politikere og i svenske medier, modreaktioner med beskyldningerne om krænkelser af demokratiske rettigheder og udenlandsk indblanding i svenske forhold.

Uden at gå alt for detaljeret ind i en diskussion om lovligheden i at hoste bittorrent filer, vil jeg vove at forudsige at det langt fra er det sidste vi har hørt til The Pirate Bay. Organisationen der driver siden, Piratbyrån, stiller op til det kommende svenske parlamentsvalg og har en god chance for at komme ind. De digitale “pirater” lader til at være meget kvalificerede, både teknisk, juridisk, politisk og økonomisk og er om nogen i stand til at kæmpe for deres (og vores) rettigheder, som de mener er blevet groft krænkede i dette tilfælde.

Confessions of a hip-hop addict

Før i tiden, når folk spurgte hvad for en slags musik jeg hørte, påstod jeg altid at jeg hørte lidt af hvert. Nu ved jeg at det ikke er helt rigtigt. Jeg elsker ganske vist så forskellige kunstnere som Goldfrapp, Johnny Cash, The Strokes, Fiona Apple og Chet Baker, men det er i virkeligheden hip-hop der står mit hjerte nærmest. Det ved jeg fordi statistikken taler sit klare sprog. Tæt på 20.000 numre er blevet registreret over de sidste to år, og i min top 10 er der 6 kunstnere der må betegnes som hip-hop. Beastie Boys har altid været nummer 1, lige siden jeg lærte at kæmpe for min ret til at feste. Siden er jeg blevet mere nysgerrig, og har nærmest bevæget mig baglæns gennem hip-hoppens historie indtil jeg nåede klassikere som NWA, Grandmaster Flash og andre ikoner.

Ældre og mere erfaren tillader jeg mig hermed at komme med et par blandede pointers til dem har indtaget radiohits fra P3 og nu er klar til at gå et skridt videre. Hvis pladebranchen var bedre til det med nettet kunne jeg linke direkte til smagsprøver på musikken, men ak!

• Nas – NY State of Mind (Det mest fantastiske “flow“, og den mørkeste tekst)
• Jay-Z – Heart of the city (unplugged) (med Jaguar Wright som synger helt fantastisk)
• Beastie Boys – Pauls Boutique (stærkt undervurderet album. En tour de force i sindssyg sampling)
• The Roots – Guns are drawn (mere end bare The Seed 2.0)
• Kanye West – School spirit
• Det meste med Swollen Members (canadierne kan også)
• Jurassic 5 – What’s Golden
• Wutang Clan (historien er lige så fantastisk som musikken)

Video mashups

!@(images/onlinevid.gif:R200)

Video på nettet vokser meget hurtigt lige nu, primært hos YouTube og Google Video. Man kan tilbringe timevis med at surfe listerne over de mest populære videoer. Noget af det mest interessante der bobler op til overfladen er de forskellige “mash-ups”, privatpersoner der klipper forskellige videoer til noget nyt og kraftigt underholdende.

Eksempler:

Nike – Awake vs. Nike – Just Cruise

Den letbenede version af The Shining (dyster original)

West Side Story – nu i zombie version

Titanic 2?

Sleepless in Seattle som gyser

Brokeback Mountain vs. Brokeback to the Future vs. Brokeback Squadron vs. Brokeback Island

Ok, den sidste var måske lidt mere populær end de andre…

Alle de hjemmelavede versioner er ganske uautoriserede, der er ikke nogen af skaberne der har fået lov. Men det burde være en drøm for enhver marketingsafdeling af se sit produkt blive genfortolket og vakt til live igen, gratis markedsføring af blogs på nettet…