Bering Express

Amerikansk præsidentvalg på tæt hold

Et amerikansk præsidentvalg er en stor begivenhed ikke bare for amerikanerne, men også for andre lande der skal samarbejde med USA og bliver påvirket af de beslutninger, der tages af manden i det hvide hus. Derfor virker det naturligt at prøve at opleve begivenheden på nærmeste hold for at forstå amerikanerne lidt bedre og se, hvad det er der får dem til at gøre som de gør. Derfor har jeg for nylig tilbragt to uger i Los Angeles og Las Vegas på ferie.

Den første uges tid på denne tur blev tilbragt i Los Angeles, USAs næststørste by, den største by i landets største stat, verdens 5. største økonomi. Californien er en meget "mørkeblå" stat, altså dybt demokratisk, med en blanding og spændvidde af forskellige racer, seksuelle observanser og indkomstklasser, der gør det svært at generalisere noget om den. Derfor er det i virkeligheden heller ikke det smarteste sted at være ved et præsidentvalg, resultatet i denne stat er givet for længst, og begge kandidater førte valgkamp andre steder. Obamas hær af frivillige arbejdede primært med at ringe ubeslutsomme vælgere i andre stater op eller tage busture til nabostaterne for at banke på døre. Vi besluttede os for at følge strømmen og henlægge et par dage af turen i Las Vegas, Nevada. Muligheden for at opleve den konstante feststemning i casino-byen spillede også en rolle, men håbet var også at der var mere action i Nevada som "swing-state" end i Californien. Vi blev ikke skuffede hverken mht. fest eller politisk action. I modsætning til Los Angeles er Las Vegas mere komprimeret (mindre bilkørsel), billigere (fordi casinoerne håber, at du så bruger pengene spillebordene) og med bedre vejr (ørken!).

Tanken med at tage til USA samtidig med afgørelsen af præsidentvalget bygger på et nyt princip, jeg forsøger at rejse efter: i stedet for bare at tage interessante steder hen i verden er målsætningen at tage interessante steder hen, når der sker interessante begivenheder. Det var på forhånd usikkert, hvor meget valg det var muligt at opleve uden at være lokal og uden en specielt lang tidshorisont. Deltagelsen i valgkampagnen blev da heller ikke helt så aktiv som den kunne have været. Der var mulighed for at arbejde som frivillig på Obama kampagnen, men arbejdet med at tilbringe lange timer i et mørkt kontorlokale og ringe til ubeslutsomme vælgere i andre stater virkede på en eller anden måde ikke så attraktivt, da først Los Angeles lå for fødderne badet i californisk sol. På samme tid føltes det en smule uærligt som udlænding at føre kampagne på den måde. En udenforståendes velmenende indblanding ville måske endda have den modsatte effekt i visse tilfælde?

Men manglen på direkte aktiv deltagelse betød ikke, at vi ikke oplevede valgstemning i Los Angeles. Valgplakater, bumper-stickers og tv-reklamer gjorde kampagnerne synlige overalt, og amerikanerne vil meget gerne diskutere deres politiske situation, og er meget nysgerrige efter at finde ud af, hvordan andre dele af verden opfatter dem. Det fører til mange sjove samtaler om det politiske spektrum i USA vs. Europa om økonomi og om værdier. At socialisme ikke er et skældsord hos os, at vi har gratis hospitaler og universiteter, men en høj skatteprocent, og at religion er en langt mindre del af vores politiske diskurs, er overraskende for mange amerikanere.

Valgstemningen var dog endnu mere tydelig, da vi kom fra Los Angeles til Las Vegas. Nevada var en "swing-state", hvor begge kampagner havde en chance for at løbe med sejren, og det betød kamp til stregen. At valget her ikke blev afgjort før valgdagen betød et massivt opbud af tv-reklamer, politisk aktivitet på gaden og ikke mindst muligheden for at se kandidaterne i aktion. Vi var så heldige at fange Michelle Obama på hendes næstsidste kampagnestop. Et massivt medieopbud, adskillige hundrede entusiastiske tilhængere og to solbrændte danskere så den kommende præsidentfrue blive introduceret af engagerede unge kampagnefrivillige og levere en passioneret tale for "change". Modkandidaten blev ikke nævnt, i stedet var fokus på, hvad Obama kan gøre anderledes. Tilhængerne behøvede ingen overbevisning, og mødet havde mest til formål at få de frivillige tændt og til at få de sidste ubeslutsomme vælgere til stemmeurnerne. Det ønskede resultat udeblev ikke, på valgaftenen vandt Obama Nevada, en vigtig del af den samlede sejr.

Mest interessant var dog i virkeligheden et blik ind i tabernes lejr, mens de stadig troede på det. Samme dag som Fru Obama leverede sin tale om morgenen, afholdt vores allesammens "maverick" John McCain et stort vælgermøde i Las Vegas forstaden Henderson. To solbrændte danskere kunne ikke lade være med at tage et skridt ind i løvens hule. Takket være internet og GPS fandt vi hurtigt vej ud af byen. Allerede da vi stod i kø for at komme ind på forstadens auditorium, begyndte nervøsiteten at melde sig: hvad nu hvis de spørger, hvem vi er, og hvad vi laver her? Vi kunne jo ikke svare, at vi var lyserøde ateister fra Skandinavien. Heldigvis slap vi i køen med smil og vink, vi afholdt os også fra at skrige "Nobama!!!" efter passerende biler, der støttede den demokratiske modkandidat. Vi var i selskab med den hvide middelklasse, og diskussionen gik livligt på, hvad politikken for deling af drikkepenge blandt restaurationsmedarbejdere skulle være (også til afstemning i Nevada). Flere af personerne i køen arbejdede på casinoerne i Las Vegas og var ikke meget for "spreading the wealth around" i stil med Joe the Plumber.

Aftenen accelerede væsentligt i intensitet ca. 30 minutter senere, da vi lige efter at være kommet igennem metaldetektorerne blev hevet til side af en karseklippet fyr med øresnegl: "do you guys want to come on the stage?". Forespørgsler fra den slags personer siger man ikke nej til, s
å vi nikkede blot og fulgte efter. I køen for de udvalgte blev det tydeligt, hvorfor vi var blevet taget til side. Vi var en del af en medievenlig sammensætning af forskellige racer og aldre, med veteraner og festligt klædte tilhængere blandet ind. Jeg tænker, at vi repræsenterede "unge hvide fyre for McCain". Der var ikke så mange af den slags, og vi valgte at lade være med at nævne, at vi egentlig ikke hørte til dem. I køen for de udvalgte holdt vi lav profil, men snakkede kort med entusiastiske tilhængere, som var sikre på, at McCain kunne levere en overraskelse aftenen efter på trods af nedslående meningsmålinger. Efter meget lang tids venten blev vi eskorteret til scenen til stort bifald fra det tusindtallige publikum allerede på plads i auditoriet. På scenen blev der udleveret håndmalede skilte, med slogans: "Rebels for McCain", "Drill baby, drill" og lignende. Vi blev instrueret i at hæve og sænke de udleverede skilte mens tv-kameraerne blev kalibreret, og en sort fyr med en knægt på skuldrene blev flyttet ind på midten i en bedre kameravinkel. Mere ventetid blev fordrevet med at lære de omkringstående bedre at kende. En ældre dame fremhævede mig som en god dreng, fordi jeg var kommet for at støtte McCain, i modsætning til hendes egen søn der var gået over til Obama. "It breaks my heart" som hun sagde. Jeg besluttede mig ikke at risikere yderligere fraktur og holdt min sande politiske identitet skjult, bla. fordi hun straks efter tilføjede, at hun egentlig mest havde lyst til at "beat it out of him". Samtalen gik videre på hendes problemer, med at han endnu ikke var gift som 35-årig. Skylden blev placeret på indflydelsen fra de venstreorienterede i musikbranchen, hvor han arbejdede. Jeg nikkede, smilede pænt og fik klap på skulderen af folk omkring mig.

Aftenen startede med taler fra flere lokale politikere, som også søgte genvalg i området. Mange af dem havde en lidt desperat, men optimistisk, tone. Vi blev bedt om at huske at stemme dagen efter, men også at huske at tage venner og familie med til valgstedet, der var brug for alle stemmer. Mængden vågnede dog først rigtigt op, da den lokale præst kom på og piskede en stemning op. Det var noget med at bede til Gud om at vælge den rigtige kandidat. Hvem det var, blev ikke nævnt med navn, men vi var ikke i tvivl. Havde man været af en anden religion end konservativ kristen, ville man nok syntes, at talen blandede religion og politik lige lovlig meget, men der var med garanti hverken muslimer, jøder eller andre religioner blandt publikum i Henderson, og de sekulære danskere holdt lav profil. Kort efter måtte vi holde hånden på hjertet og mumle os igennem "The Pledge of Allegiance", troskabseden til flaget, som ingen af os kendte. Heller ikke nationalsangen kunne vi teksten til, men det blev heldigvis ikke bemærket.

Endelig var det tid til aftenens hovednavn: McCain entrede scenen sammen med konen, Joe Lieberman, Lindsey Graham og flere andre støtter. Vi på scenen fik en dobbelt "thumbs-up" og kvitterede med et rungende og taktfast "HERO, HERO". Fra en rullende teleprompter gav kandidaten standardtalen, som vi havde hørt på nyhederne adskillige gange. En medhjælper brød sig ikke om, at vi filmede det politiske håndværk backstage, hvordan en medhjælper styrede teleprompteren, og hun fik rullet gardinerne for. Vi klappede på passende steder mest for ikke at skille os ud. Der var dog rigeligt med stemning, når vores sidemænd højlydt proklamerede deres støtte: "you tell ‘em John!!" og "U-S-A!!".

Kort efter var det hele forbi, stjernen forlod scenen, lige inden jeg nåede at få trykket ham i hånden. Derefter gik turen ud og hjem gennem et massivt politiopbud og en flok unge supportere, der uddelte klistermærker. Tilbage i Las Vegas blev det til en enkel godnatøl under Venetians falske blå himmel, inden vi resignerende måtte erkende, at intet vi ville opleve under de blinkende neonlys den aften, som ville kunne overgå det politiske festfyrværkeri, vi lige havde overværet.

Kemisk kontakt med København

For 2 uger siden kom mit nedkølede saudiske privat- og arbejdsliv atter i kontakt med København. Sammenstødet resulterede i en voldsom kemisk reaktion der udløste store mængder varme og enkelte eksplosioner. Efter at have været adskilt i 6 måneder, udviklede der sig vulkan-agtige varmegrader da de forskellige substanser blev genforenet, stærke nok til at smelte en vilje af stål og et jernhelbred. Superophedede klumper af venner, arbejde og praktiske gøremål har brændt en hul i kalenderen for september, og er begyndt at få kalenderen for oktober til at se branket ud. Pga. varmegraderne er der sket flere tab af aftaler. Aflysningerne beklages dybt. Der er dog tegn på at blandingen af København og Bering nu er ved at stabilisere sig. Hovedet og kroppen er igen tilbage i fast form, efter næsten at være fordampet. En generel genopbygning på det atomare niveau er sat i værk og det forventes at en opgradering af udstyr (og asbestsikring af kalenderen) vil føre til mere kontrollerede forhold og restaurerede energiniveauer i oktober.

Mere afsked med Saudi-Arabien

Der mangler måske en lidt mere personlig update på afskeden med Riyadh. Overraskende nok er det faktisk lidt vemodigt at tage afsted. Jeg glæder mig enormt til at komme tilbage til Danmark, af mange forskellige årsager, men det er faktisk lykkes mig at finde flere ting i Riyadh som jeg vil savne.

• Jeg vil savne min posse af hjemmebryggende, tætdrikkende, højlydte englændere, australiere, irere og new zealændere, som jeg har været til flere ambassadefester sammen med. Hvorfor er de engelsk-talende folkefærd altid de letteste at komme i kontakt med? Og hvorfor starter rugby-sæsonen først i september? Det er lang tid siden jeg har forstuvet noget.
• Jeg vil savne at snakke engelsk med ovennævnte posse, pludselig kan man bruge alle de platte ordspil man har suget til sig fra TV og film. Bør jeg være stolt af at jeg, i lettere beruset tilstand, ofte bliver antaget for at være irer?
• Jeg vil savne at have en swimming pool i gåafstand fra min lejlighed. Enough said.
• Jeg vil savne solen. Efter sommerens maksimum på +50 grader er temperaturen så småt begyndt at falde, og man kan nu holde ud at hænge ved poolen i kølige 40 graders varme. Samtidig har Danmark haft den vådeste sommer i 27 år.
• Jeg vil savne quad-bike ture i ørkenen. Størrelsen og tomheden er fascinerede.
• Min indre bonderøv vil savne at vride min udlejningsbil gennem Riyadhs trafikkaos, på benzin til én krone literen. Hvornår får jeg igen mulighed for at køre så råddent?
• Jeg vil savne at være anderledes og eksotisk udlænding fra fjerne Danmark, med underlige vaner og værdier. Når man med jævne mellemrum bliver udspurgt om hvordan religion, politik og moral er skruet sammen i Danmark, har man en chance for at tænke over hvorfor man tænker som man gør.
• Jeg vil savne de absurde situationer der hele tiden opstår i mødet mellem ung europæer og konservative sauder. Som når man sidder i morgentrafikken og rocker i bilen til højlydt gangsta-rap, og sauderne i de andre biler bare glor og glor og glor.

Jeg ville ønske at jeg skulle til at savne en internationalt sammensat vennekreds af folk på min egen alder, som da jeg for fire år siden var 6 måneder i Stuttgart. Jeg har desværre ikke mødt så mange jævnaldrende i Riyadh, hverken udlændinge eller lokale. Det kunne have været meget interessant at have haft saudiske venner fra min generation og få lov til at se hvordan deres hverdag er. Desværre findes der ikke så mange steder hvor man naturligt kan socialisere med lokale på min alder. Familien er samfundets omdrejningspunkt, og det er meget svært for en udlænding at komme indenfor der. Det nærmeste jeg er kommet, er i det lokale mall hvor jeg, som den eneste hvide mand under 40, nysgerrigt bliver checket ud af øjnene i sprækkerne. Men ud over de anonyme (og arabiske) Bluetooth beskeder jeg modtager på min telefon, er der ikke meget dialog.

Trafikken i Riyadh

Når man konfronterer de lokale, med det dybt kvindeundertrykkende i at lade det være forbudt for kvinder at køre bil i Saudi-Arabien, mødes man næsten stensikkert af den samme undskyldning: “jamen, ville du virkelig lade din mor/søster/kone køre bil i Riyadh?”. Jeg ved godt at det er en dårlig undskyldning for et problem der handler om mere end trafiksikkerhed, men som en ren faktuel udtalelse er man nødt til at give dem ret; jeg ønsker generelt ikke for nogen, at de skal behøve at køre bil i Riyadh. Selv mine mellemøstlige kolleger fortæller at Riyadh er værre end Amman, Kuwait City, Dubai og andre steder i Mellemøsten. Cairo kan dog ikke overgåes, hvilket passer meget godt med min egen oplevelse.

At navigere i Riyadhs trafik kræver en kombination af zen-ophøjet ro, og hormon-forstyrret aggressivitet. Det ene øjeblik skal man holde pulsen nede, blikket på spejlene og koblingspunktet i balance, når bilerne bagved begynder at bruge hornet ½ sekund efter at lyset skifter til grønt. I næste øjeblik skal man stampe på speederen og overhale indenom, inden man knalder ind i kameltransporten foran. Men ikke for hurtigt, der skal være reaktionstid nok, når pickup’en 10 biler længere fremme taber sit læs af brædder midt på motorvejen, og en undvigemanøvre er det eneste der redder affjedringen. Med oktan 91 til én krone pr. liter hører et let tryk på speederen og benzinøkonomisk kørsel ikke med i overvejelserne.

Jeg har ikke tidligere været vant til at køre bil hver dag, og jeg kan ikke sige at jeg er blevet en bedre billist af at køre i Riyadh. De dårlige vaner jeg har tillagt mig, kan komme til at koste mig et klip når jeg engang igen skal køre bil i Danmark (at holde sikkerhedsafstand til bilen foran, betyder f.eks. konstante overhalinger indenom). Men oplevelsen har helt sikkert gjort mig til en mere erfaren og frygtløs billist. Det kommer helt naturligt når man navigerer på sandblæste, silkeglatte veje med 140 kilometer i timen, blandt billister der insisterer på at skifte bane mindst én gang for hver 300 meter. Katastrofeopbremsninger er en dagligt tilbagevendende begivenhed, indtil man lærer rytmen, og sammenstød og bulede biler ved vejsiden hører med til underholdningen, når man sidder i lange køer for at komme igennem endnu et politi checkpoint.

Man ved at man er faldet til i Saudi-Arabien når man …

… kan bedetiderne på ryggraden, så man undgår at spilde tiden i et midlertidigt lukket indkøbscenter

… tager jakken på når man går indenfor, og af når man går ud (evig aircon)

… navigerer efter beskrivelser af bygninger, fordi der ikke findes ordentlige vejskilte

… er vant til at blive overhalet (og overhale) indenom på motorvejen, og bruge hornet mere end bremsen

… har lært at ignorere den bip-tone alle mange biler har, når den maksimale hastighedsgrænse på 120 km/t overskrides

… har tilføjet kebab, friske dadler, kardemommete, mangojuice, vandpibe og ristede majskorn til sin normale diæt

… husker at man kan spise hummus til næsten alting

… har lært at sige “salaam aleikum” i stedet for “good morning” og “chukran” i stedet for “thank you”

… har fundet ud af at alting er “inshallah”, “om gud vil” (f.eks. “vi afleverer på mandag, inshallah”)

… har lært at begå sine indeskretioner udenfor landet ( = Bahrain!)

Racerbiler og royale

Som sædvanlig betyder manglende updates ikke at der ikke sker noget, tværtimod det modsatte. En forsinket påskeferie blev tilbragt i Bahrain, for at følge årets Formel 1 Grand Prix. Det var noget af en oplevelse at se hele cirkusset i virkeligheden, efter at have fulgt løbene på TV gennem de sidste par år. At se de lavtflyvende racere drøne forbi med 300 i timen og mærke lydbølgen rulle ind over tilskuerpladserne er ganske imponerende, men bestemt ikke for sarte sjæle. Høreværn eller ørepropper er påkrævet. Heldigvis er der meget andet omkring et Formel 1 løb end bare bilerne, flyopvisning og live bands bidrager også til det generelt meget høje decibelniveau.

Dagen efter hjemkomsten til Riyadh var der så et arrangement i en ganske anden genre: Dronningens fødselsdag. Begivenheden fejres af danske ambassader overalt i verden og vi var blevet inviteret, med kongekrone på brevpapiret og det hele. Selve festen var som taget ud af Ferrero Rocher reklamerne, der var både den turbanklædte sikh, norske folkedanser dragter og naturligvis masser af arabisk klædte. Der blev dog ikke serveret nogle hvide chokoladekugler, men derimod rigelige mængder mad og alkohol (hvilket er tilladt inden for murene). Aftenen sluttede alt for sent, men det er jo kun en god ting når man møder masser af nye spændende mennesker.

Svin & alkohol

Som en del af afskedsforberedelserne gælder det om at få fyldt lagrene op, med alt det man ikke kan få i Saudi Arabien. Derfor holdt jeg afskedsfest i lørdags, og prøvede at lave 15 forskellige slags gris, naturligvis serveret med rigelige mængder øl. Det lykkedes ikke helt at nå det ambitiøse mål, men med venners hjælp blev 3 kilo flæskesteg, 1,5 kilo frikadeller, 1,5 kilo medisterpølse, 40 hotdogs, skinke, rullepølse, spegepølse og mindst 1 kilo flæskesvær kokkereret, serveret og fortæret. Jeg tror at der går et stykke tid før folk får lyst til gris igen, jeg har i hvert fald fået rigeligt for 6 måneder. Temaet for udflyttergaverne kredsede også om alt hvad der ikke er tilladt i Saudi, læsestoffet bliver vist nødt til at blive her i landet *ahem*

Med et nuværende vejr bliver kontrasten til Riyadh ret klar, her i København ligger sneen i driver, mens der er 27 grader dernede. Det lyder jo meget behageligt, men inden misundelsen tager overhånd, vil jeg bare lige gøre opmærksom på, at middeltemperaturen i juni, juli og august er over 40 grader. Der tror jeg måske at man ønsker sig dansk sommer i stedet.

Min sidste weekend i København er afsat til at få fyldt de strategisk vigtige Frozen Daiquiri-lagre op inden afgang tirsdag morgen. Måske bliver der også tid til at pakke…

Mit København

Jeg har ofte undret mig over hvordan nogle af mine hippe venner altid lige kender til det smarte galleri, den nye restaurant eller den lille exceptionelt hyggelige bar. Jeg gør hvad jeg kan for at bruge København, men det er trods alt begrænset hvor mange steder man kan være på én gang. Men nu har jeg muligvis fundet en strategisk fordel i ”hip-kapløbet”. mitKBH.dk er en ny byguide der sætter brugeren i centrum i en ganske anden grad end f.eks. AOK, hvilket betyder at indholdet er noget mere friskt, interessant og uden filter. Indholdet bliver tilføjet af brugerne i takt med at det bliver opdaget ude i byen. Det sikrer at selv rimeligt obskure steder ryger ind på siden.

At man som bruger kan tilføje, anmelde, tagge og kommentere restauranter, barer og klubber i København er godt lavet og fungerer fint, men det virkeligt lækre ved mitKBH er de små web2.0 detaljer der gør den til meget mere end andre byguides. Der er integrationen med Google Maps der viser dig andre steder i nærheden af det sted du kigger på, der er listen med personlige anbefalinger baseret på dine anmeldelser og der er den tag-baserede søgning (billigt+bar+City = The Moose). Det er fedt at se danske sites der udnytter nye trends og teknologier som AJAX, brugergenereret indhold og integration med andre services (som Google Maps). Jeg tror at mitKBH bliver en succes, derfor vil jeg heller ikke gå glip af åbningsfesten i aften på Apparatet.

Opfølgning på en fantastisk fest

I lørdags forsatte vi vores tradition med at holde underlige temafester, da vi fyrede “Punk n’ Porn” af. Det var en helt igennem fantastisk fed fest. Men tag ikke mit ord for det, se selv.

[googlevideo]-3404743848482187178[/googlevideo]

Hvis du vil se detaljer kan alle 80 Mb hentes her

Den video er noget af det fedeste jeg længe har lavet med en computer.

Nu er jeg jo fuldtidsarbejdende, så udklædningen måtte barberes af inden mandag…

En kort post-Roskilde update

Der sker så mange spændende ting lige nu, på flere forskellige områder, at jeg ikke har tid til at skrive indgående om den netop overståede Roskilde Festival. Derfor vil jeg tilbyde læseren et lille stykke lyd fra min telefonsvarer, som bedre end så meget andet opsummerer årets oplevelser på dyrskuepladsen. Tryk på play her under.

[audio:http://www.bering-express.dk/weblog/wp-content/telefonbesked.mp3]

Update: Uggi Kaldan har fotodokumenteret årets festival i detaljer.