Bering Express

Turen går nordpå

Sommeren er over os og det betyder rejser! For mit vedkommende går turen snart nordpå igen, til Paris på seminar, til Århus på familiebesøg, til København på kort visit og til Roskilde på festival. Det bliver hektisk, for det hele skal nåes på 14 dage. Det bliver noget med at rejse om natten for at udnytte tiden bedst muligt…

Der bliver måske mulighed for at smide opdateringer på nettet undervejs, Jaiku og Flickr kan opdateres fra mobilen. Turen er også en mulighed for at lege lidt med Dopplr, den nye version af Plazes og måske nogen af alle de rejse-relaterede web-sider der er beskrevet i denne artikel.

OBS: Jeg har 10 invitationer til Dopplr hvis nogen er interesseret.

Trafikken i Riyadh

Når man konfronterer de lokale, med det dybt kvindeundertrykkende i at lade det være forbudt for kvinder at køre bil i Saudi-Arabien, mødes man næsten stensikkert af den samme undskyldning: “jamen, ville du virkelig lade din mor/søster/kone køre bil i Riyadh?”. Jeg ved godt at det er en dårlig undskyldning for et problem der handler om mere end trafiksikkerhed, men som en ren faktuel udtalelse er man nødt til at give dem ret; jeg ønsker generelt ikke for nogen, at de skal behøve at køre bil i Riyadh. Selv mine mellemøstlige kolleger fortæller at Riyadh er værre end Amman, Kuwait City, Dubai og andre steder i Mellemøsten. Cairo kan dog ikke overgåes, hvilket passer meget godt med min egen oplevelse.

At navigere i Riyadhs trafik kræver en kombination af zen-ophøjet ro, og hormon-forstyrret aggressivitet. Det ene øjeblik skal man holde pulsen nede, blikket på spejlene og koblingspunktet i balance, når bilerne bagved begynder at bruge hornet ½ sekund efter at lyset skifter til grønt. I næste øjeblik skal man stampe på speederen og overhale indenom, inden man knalder ind i kameltransporten foran. Men ikke for hurtigt, der skal være reaktionstid nok, når pickup’en 10 biler længere fremme taber sit læs af brædder midt på motorvejen, og en undvigemanøvre er det eneste der redder affjedringen. Med oktan 91 til én krone pr. liter hører et let tryk på speederen og benzinøkonomisk kørsel ikke med i overvejelserne.

Jeg har ikke tidligere været vant til at køre bil hver dag, og jeg kan ikke sige at jeg er blevet en bedre billist af at køre i Riyadh. De dårlige vaner jeg har tillagt mig, kan komme til at koste mig et klip når jeg engang igen skal køre bil i Danmark (at holde sikkerhedsafstand til bilen foran, betyder f.eks. konstante overhalinger indenom). Men oplevelsen har helt sikkert gjort mig til en mere erfaren og frygtløs billist. Det kommer helt naturligt når man navigerer på sandblæste, silkeglatte veje med 140 kilometer i timen, blandt billister der insisterer på at skifte bane mindst én gang for hver 300 meter. Katastrofeopbremsninger er en dagligt tilbagevendende begivenhed, indtil man lærer rytmen, og sammenstød og bulede biler ved vejsiden hører med til underholdningen, når man sidder i lange køer for at komme igennem endnu et politi checkpoint.

Varmen

!@(copenhagen-riyadh-weather.JPG:R180)

Det er ved at blive varmt hernede og man er ikke længere i tvivl om at man befinder sig midt i ørkenen. Et sikkert tegn på at det er en varm dag: huden trækker sig sammen når man træder udenfor, som når man træder ind i en sauna. Man gisper efter vejret et øjeblik, indtil lungerne kommer sig over chokket. En bil parkeret i solen bliver mindst 60 grader indvendig og man lærer hurtigt tricket med at åbne døren som man åbner en ovn, for at lukke en sky af varm luft ud før man stiger ind.

Alting tager skade af at være i solen: billeder falmer, plastic bøjes, væsker skiller og planter dør i et hidtil uset højt tempo. Det tager en bleg person som mig cirka ½ time at blive solbrændt ubeskyttet, udendørs. Vand skal medbringes alle vegne og indtages i en konstant strøm. Solen forsøger at mummificere mig uden ophold: øjne, ører, næse, hals, håndflader, fodsåler og hovedbund tørrer ud. Hårdt når man er uden kvindelig assistance mht. diverse fugtighedsgivende cremer! Nætterne byder ikke på nåde. Temperaturen falder til 30-35 grader og stiger hurtigt til hed når solen står op kl. 7. Duggen falder aldrig.

Men samfundet er effektivt indrettet mod varmen. På en normal arbejdsdag bevæger man sig i følgende mønster: lejlighed, bil, kontor, restaurant (frokost), bil, kontor, indkøbscenter, bil, lejlighed. Alle disse steder har aircondition på omkring de 22 grader. Sammenlagt tilbringer man måske 15 minutter udenfor om dagen. Ulempen ved den “evige aircon” (credit: Emme, nederst på siden) er de forkølelser der sidder fast i hovedet. Når man går fra 20 til 50 grader et par gange om dagen bliver kroppen en smule forvirret og pludselig bliver balancenerven sat ud af spil og nysene starter.

Hvis alt går vel, inshallah, bliver en del af sommerferien tilbragt på de mellemøstlige motorveje, til Saudis kystvendte nabolande. Så bliver det rigtig slemt. I Riyadh er luftfugtigheden lige nu 14%. Ved kysten er den +40%, kombineret med temperaturer på +40. Fugtig varme er så meget værre end tør varme. Aircondition bliver en livsnødvendighed, på linie med vand og dadler. Jeg tør slet ikke tænke på hvad mit “carbon footprint” er når jeg kommer hjem…

Riyadh er ikke det mest hippe sted i verden. Her er ingen biografer, ingen teatre, ingen spillesteder. På kaffebarene og i restauranter sidder man adskilt i “single-sektionen”. Her er underholdningen at shoppe, og det er ikke det jeg er bedst til.

Heldigvis er der en attraktion i Riyadh som findes få andre steder i verden: ørkenen. Riyadh ligger midt i et hav af sand, langt fra alt andet. Mennesker, biler, bygninger og himlen er forskellige nuancer af en karakteristisk sennepsgul og der ligger et tyndt lag helt fint sand på alt der befinder sig udendørs. Sandstorme dækker af og til himlen og solen forsvinder for en stund. Varmen bliver hængende.

Men selv om ørkenen mærkes i byen, er det noget ganske andet når man kommer i direkte kontakt med den. En af de fritidsaktiviteter min brogede omgangskreds af familiefædre og singler, af muslimer og ikke-muslimer, af unge og ældre kan blive enige om, er quad-biking i ørkenen. Cirka 40 minutters kørsel uden for Riyadh (30 hvis man kører med en franskmand), lige på den anden side af de store kamelfarme, starter ørkenen for alvor. Her udlejer lokale beduiner fire-hjulede motorcykler til 120 kroner i timen. Beduinerne bor i telte, med tanke af drikkevand, parabolantenner og ikke meget andet.

Jeg var på min første tur allerede et par uger efter ankomsten, og det var her, at det for første gang gik op for mig, hvor langt væk hjemmefra jeg var. Efter 15 minutters forsigtig tilvænning til køretøjets tyngdepunkt, sparkede jeg quad’en op i tredje gear, hoppede over toppen af en klit og kom ned på den anden side lige foran en beduin på en kamel. Et afslappet “salaam aleikum” og så videre ud i det uendelige sand. Et par kilometer senere var civilisationen ude af syne.

Siden har vi været afsted 5-6 gange. Tidligt om morgenen, før det bliver for varmt. Oplevelsen er ny hver gang. Landskabet forandrer sig, bogstaveligt talt, som vinden blæser. Efter et stykke tid bliver man fortrolig med udstyret, og oplevelsen begynder at ligne skiløb. Man glider i slalom-mønster over de bølgende klitter. Af og til stopper vi på toppen af de højeste bakker, drejer nøglen, nyder stilheden og tænker på hvor dødbringende det hele er. De færreste ville klare sig mere end en dag i ørkenen uden motor. Sandet sluger dine ankler og alle bakkerne er dobbelt størrelse til fods.

Ørkenen er ikke så tom som man skulle tro. Kamelflokke kommer af og til travende forbi, rovfugle holder et vågent øje med os fra luften og turbo-firben løber om kap med motorcyklerne. Vi ser masser af efterladenskaber fra saudernes ørkenfester. Teltstænger, bålpladser og tomme flasker er sikre tegn på at der har været gang i den. Vi møder af og til mennesker. Beduinerne på kameler, tyskere på støjende motorcykler, der tager alle bakker uden problemer, og de unge saudere, der tester deres store firehjulstrækkere og uundgåeligt kører uhjælpeligt fast.

I ørkenen hilser alle på alle, mennesker holder sammen mod naturen. Et foreløbigt højdepunkt var, da vi stødte på en lokal der var kørt fast. Få ting bringer folk sammen som en god gammeldags redningsaktion. Vi fik gravet og skubbet hans pickup tilbage i køredygtig tilstand. Man føler sig meget mandig når man står der med sved på panden, olie på fingrene og sand i alle kropsåbninger.

Billeder fra den seneste tur i ørkenen
Alle mine ørken billeder på Flickr