| Subcribe via RSS

Bliv en bedre hjemløs

March 27th, 2006 | View Comments | Posted in General

Jeg ser dem hver dag på gaden i København, dem der er lidt for glade for flasken eller af en eller anden grund er havnet i noget uføre og er blevet hjemløse. Det er garanteret hårdt arbejde at være i den situation, specielt i Danmark hvor de fleste føler at de har givet hvad de skal, når de har betalt skat. Men jeg tror at man som tigger vil kunne forøge indtjeningen hvis man følger et par enkle råd:

• Læg hanekammen ned når du tigger, specielt om aftenen. Gamle nærsynede damer bliver nemt skræmte på et halvmørkt strøg. Desuden sender det måske de forkerte signaler i disse fugleinfluenza tider?
• Den udstrakte hånd bør være pigarmbåndsløs, det virker ligesom mere indbydende.
• Lad være med at bede om penge med en øl i den ene hånd og en mobiltelefon i den anden. Vennerne på bænken ved godt at du er på vej, og jeg vil have mindst én hånds opmærksomhed før du får noget, lige meget hvor dyrt dit abonnement er.
• Hvis det på nogen måde er muligt, vil jeg anbefale dig at være ædru. Det er lettere at ramme hatten eller hånden hvis du står stille.
• Hvis du tisser op af min hoveddør kan du ikke forvente at få en skilling. Det er enten det ene eller det andet.
• Hunde i snor.
• Ja, jeg har købt din avis.

Konferencer for enhver smag

March 23rd, 2006 | View Comments | Posted in Tech

Big konference hall

Jeg er på konference i Århus sammen med Andreas, Rasmus, Signe, John, Kristian og en masse andre mennesker uden weblogs. Jeg var her også sidste år, men i mellemtiden har jeg været til Reboot for første gang. Derfor savner jeg en ”backchannel”, en IRC-kanal hvor jeg kan kommentere oplægsholderne sammen med alle de andre i salen. Men stilen er ikke helt til det. Der er flere jakkesæt, mere kildevand og mere neutrale visitkort. Til gengæld bliver der flyttet rundt på store millionbeløb når de tunge drenge som Microsoft, KMD og Skat smider penge efter it-projekter. Det er fedt at se flere sider af it-branchen, den løsslupne og kreative på Reboot og den seriøse og samfundsforandrende på Arkitekturkonferencen (som det er svært at tage billeder af).

Webloggens lange hale

March 13th, 2006 | View Comments | Posted in Media, Tech

Tilbage i 2004 skrev en af journalisterne ved Wired Magazine en artikel kaldet “The Long Tail”. I artiklen forklarer Chris Anderson en økonomisk model der grundlæggende går ud på, at der er mere salg i at have et stort bagkatalog eller vareudvalg, end der er i at sælge de nyeste produkter. En masse lavt-sælgende produkter sælger til sammen bedre end topsælgerne. Et citat fra en ansat hos Amazon forklarer det meget godt:

“We sold more books today that didn’t sell at all yesterday than we sold today of all the books that did sell yesterday.”

Denne situation er opstået fordi omkostninger til lager og distribution holdes lave. For en virksomhed som Amazon kan det altså lade sig gøre at have næsten alting på lager.

Jeg har for nylig kunne konstatere at denne weblog også har en lang hale. Trafikken på mine gamle indlæg via Google og andre søgemaskiner overgår nu trafikken jeg får på et nyt indlæg gennem Blogbot eller feeds. Det er altså mit lager af indlæg der trækker læsset nu, og at holde dem på lager koster mig stort set ingenting, kun de årlige udgifter til webplads…

Denne nye situation burde måske have konsekvenser for den måde jeg skriver indlæg her på siden. Den lange hale betyder at jeg i høj grad skriver for eftertiden og ikke kun til i dag. Det gælder om at skabe langtidsholdbare indlæg der giver mening når folk rammer ankommer via Google, måneder eller år efter at de er skrevet.

Det stiller andre krav til mig, for at de besøgende på denne side kan få en positiv oplevelse. Det gælder om at have klarere overskrifter der stemmer overens med indlæggets indhold, der skal være links der ikke går i stykker, og det kan være aktuelt at opdatere indlæg lang tid efter de er blevet skrevet.

Der findes dårlige eksempler i mit eget arkiv. Jeg får for eksempel masser af hits på søgninger som “se og hør” og “guldalder”. Problemet er bare at de to indlæg slet ikke passer til det folk har søgt efter (Se og Hør og Guldalder). Jeg ville føle mig lidt snydt.

Men der er også gode eksempler. Folk der har søgt på “Ben Harper” får en video med på vejen og hvis man ikke har hørt nok om “Muhammad-tegninger” sender jeg folk videre til Wikipedias artikel om sagen.

Det giver altså god mening at tænke langsigtet når det er muligt, naturligvis uden at gå på kompromis med kreativiteten og underholdningen.